Dødsstjernens HR-kontor og kontroltårnet i Legolands køreskole er den blevet kaldt – tilbygningen til Østerport Station i København. Arkitekterne bag bygningen forsvarer den. Men ellers er de fleste andre nok enige om, at bygningen virker fremmed i omgivelserne: Berlingskes læsere har kåret den som byens grimmeste, og politikerne i borgerrepræsentationen føler sig taget ved næsen.

Om en bygning er smuk eller grim, er en smagssag, siger arkitekt Jens Thomas Arnfred – en af tegnestuen Vandkunstens stiftere. I virkeligheden er det også ligegyldigt, for så vidt angår Østerport II: Byggetilladelsen er givet. Men det er interessant, hvem der skal bestemme, hvad der er for grimt til at blive bygget. Og hvordan vi undgår flere grimme bygninger i fremtiden.

Hvem skal være smagsdommer?

Det er politikerne, der skal være smagsdommere, mener Jakob Næsager, konservativ og medlem af borgerrepræsentationen i København. Æstetik er et skøn, og skøn er et politisk valg, mens det tekniske og juraen kan overlades til fagfolk. Stadsarkitekt, Camilla van Deurs, er enig: Politikerne er valgt af borgerne til at træffe beslutninger om Københavns udvikling. Men hvis politikerne har ansvaret for byens udvikling – er det så dem, pilen peger på, hvis nogen skal tage ansvaret for Legos kontroltårn?

Hvem skal vi skyde skylden på?

Det mener politikerne ikke selv. De bebrejder lokalplanens illustrationer af det kommende byggeri. De forestillede sig noget andet, da de så visualiseringerne i lokalplanen, siger de. Nu er retningslinjerne skærpet for de tegninger, som kommunen modtager af arkitekterne. Stadsarkitekten peger på lokalplanens bestemmelser. Lokalplanen er for løs, siger hun. På følsomme steder i København bør lokalplanerne være mere strikse.

Misvisende visualiseringer?

Er det visualiseringerne den er gal med, som politikerne mener? I lokalplanens redegørelse på side 7-11 er der vist tegninger af, hvordan den kommende bygning kommer til at se ud. Ud fra de tegninger kan man godt sætte sig ind i, hvorfor politikerne mener, at de er blevet taget ved næsen. For facadematerialet ligner corten-stål med en tyngde og farveholdning, der langt bedre matcher stationsbygningens røde tegl end de candyfloss-farvede glasplader, som sad på virkelighedens Østerport II. Nu er de indtil videre taget af facaden, men de kan ses på fotografier i Berlingske.

Men det er en halv sandhed, at visualiseringerne er misvisende, synes jeg. For man kan også tydeligt se på tegningerne, at der er tale om en bygning med vandrette opdelinger med skift mellem vinduesbånd og bånd af rustrødt. Det kan ikke komme bag på nogen, som har læst lokalplanen, at Østerport II kunne komme til at minde om en færge.

Det kan heller ikke komme som en overraskelse – hvis man arbejder professionelt med lokalplaner – at visualiseringer i en redegørelse ikke er det samme som det, man kan forvente at se, når bygningen er bygget. Det står ikke i billedteksten, at tegningerne er et eksempel på, hvordan bygningen kan komme til at se ud. Og det er en klar fejl efter min mening. Men redegørelser er ikke bindende. Det er kun lokalplanens bestemmelser.

Løse bestemmelser?

Lokalplanen er for løs, siger stadsarkitekten, og med det må hun mene bestemmelserne. Så er problemet, at bestemmelserne ikke følger præcist nok op på redegørelsens visualiseringer?

Det er rigtigt, at nogle af lokalplanens bestemmelser er løse. I § 6, stk. 1, står der f.eks., at bygningen “skal skabe en god helhedsvirkning med omgivelserne og relatere sig til områdets karakteristiske kulturhistoriske miljø med en arkitektonisk fremtræden af høj kvalitet”. Det lyder helt rigtigt, men hvordan skal man administrere det som byggesagsbehandler? Hvad betyder det præcist? Hvornår er den bestemmelse overholdt?

Skarpere bliver det ikke i § 6, stk. 3: Facaderne skal opføres i naturmaterialer som f.eks. tegl, beton, metal og glas. Det kan være svært at se, hvad der ikke kan lade sig gøre med den bestemmelse. Hvis man havde forestillet sig plader af corten-stål, er bestemmelsen for løs. Østerport II´s glasplader overholder lokalplanbestemmelsen.

Politikerne fik, hvad de blev lovet

Men det handler ikke kun om bestemmelser, der er for løse, mener jeg. For politikerne har også fået, hvad de blev lovet, hvis de sagde ja til visualiseringerne, og noget er gået galt efter lokalplanens vedtagelse. Det er ikke bestemmelsernes skyld.

§ 6, stk. 5, stiller krav om, at facaderne skal udføres med skråtstillede brystninger, der udgør lange, vandrette bånd. Det er det, der er vist på visualiseringerne. Det er det, vi har fået. Måske var det ikke det, politikerne ville have, fordi det får bygningen til at ligne en færge. Men det kan man ikke klandre projekt, visualiseringer eller bestemmelser for. Ville politikerne have haft noget andet, skulle de have forlangt det.

Facaderne skal holdes i en overvejende rødbrun farve, der fremstår afstemt i forhold til stationsbygningen på Østerport Station og Den Svenske Kirke, står der i § 6, stk. 3. De candyfloss-farvede glasplader er tydeligvis ikke rustrøde men hvorfor? Har arkitekterne ikke overholdt byggetilladelsen? Er der givet en dispensation? Fik forvaltningen aldrig en materialeprøve? Det er svært at vide som udenforstående. Men bestemmelsen selv er der ikke noget galt med, hvis det var corten-stål, man ville have haft.

Hvad kan vi lære?

Man kan ikke være uenig med Jakob Næsager og stadsarkitekten i, at det er politikerne, der har ansvaret for kommunens lokalplaner. Det er lokalplanerne, der fastsætter rammerne for nye bygningers arkitektur. Det er fint og rigtigt, at planloven placerer magten over den fysiske byudvikling hos demokratiets folkevalgte.

Det er også åbenlyst, synes jeg, at der er meget at lære af lokalplan 521 for Østerport II og det byggeri, som blev resulatet.

• Arkitekterne skal være overveje nøje, hvordan projektet bliver illustreret. Nogle gange bliver de fotorealistiske tegninger måske for præcise, så de lover mere, end arkitekterne kan holde?
• Byplanlæggerne skal være skarpe i lokalplanens formuleringer og gøre det tydeligt for politikere og borgere, hvad der er bindende, og hvad der er eksempler. Vi kan ikke forvente, at andre kender forskel på redegørelse og bestemmelser. Vi skal også arbejde benhårdt på at skrive præcise bestemmelser, der kan administreres. Og vi skal lave bestemmelser, der låser det nødvendige – f.eks. materialevalget.
• Politikerne skal være opmærksomme på, hvad de siger ja og nej til i en lokalplan. De skal have støtte af forvaltningen. Men de skal også kende de grundlæggende betingelser for lokalplanlægning – f.eks. forskellen på redegørelse og visualiseringer på den ene side og bestemmelser og kortbilag på den anden.
• Byggesagsbehandlerne skal have bestemmelser, der fastlægger præcist, hvad der er tilladt og forbudt. Men de skal også have redegørelsestekst, der forklarer intentionen, når et skøn er nødvendigt. For det er det nogle gange. Man kan ikke altid skrive en bestemmelse, hvor det umiddelbart giver sig selv, om bestemmelsen er overholdt eller ej.

Lokalplaner alene sikrer ikke smukke bygninger

Lokalplaner kan ikke sikre os mod grimme bygninger alene. Ligesom smukke bygninger er blevet opført uden en lokalplan, er grimme bygninger blevet opført med. Det gør ikke lokalplaner overflødige. De sætter nogle rammer for bygningerne, som kan være med til at sikre god arkitektur, men det er ikke nok. God arkitektur forudsætter dygtige arkitekter, bygherrer med format, penge men også en vellykket byggesagsbehandling og byggeproces.

Hvis vi vil undgå grimme bygninger, er det ikke nok at forholde sig kritisk til lokalplaner og visualiseringer.