n kommune må gerne sige nej til at dispensere fra anvendelsesbestemmelsen, selvom den er formuleret som en dispensationsbestemmelse. Bare afslaget bygger på en konkret vurdering og begrundes. Men kommunens påbud om fysisk lovliggørelse må ikke stille krav om en retableringsplan, der skal godkendes før lovliggørelsen. Det afgør Planklagenævnet i sagen om fire boliger i Søvang.

Nej til at lovliggøre fire boliger i stedet for én

En grundejer i Søvang får byggetilladelse til at bygge et enfamiliehus men i stedet opføres et byggeri med fire separate boliger. Grundejeren søger Dragør Kommune om en retlig lovliggørelse af byggeriet – altså en dispensation – men kommunen siger nej.

Byggeriet strider mod byplanvedtægtens anvendelsesbestemmelse, mener kommunen. Derfor kan der ikke dispenseres. Kommunen giver grundejeren et påbud om fysisk lovliggørelse. Dén afgørelse påklager grundejeren til Planklagenævnet.

Nej til dispensation fra § 2b er i orden

I byplanvedtægtens § 2b står der, at der kun må opføres én bolig per grund. Fire boliger på ejendommen er i strid med paragraffen, og anvendelsesbestemmelsen er en del af byplanvedtægtens principper.

Der kan kun dispenseres, hvis der er tale om en anvendelse, som ligger meget tæt på det umiddelbart tilladte. Der er ikke tilfældet, afgør Planklagenævnet. Der er hjemmel til kommunens afslag på dispensation…for så vidt angår § 2b.

Men så er der dispensationsbestemmelsen i § 2a…

I § 2a står der, at kommunalbestyrelsen kan godkende bl.a. rækkehuse på “et efter kommunalbestyrelsens skøn passende afgrænset område”. Hvis de fire boliger kan karakteriseres som rækkehuse, så er der faktisk hjemmel til en dispensation, påpeger Planklagenævnet.

§ 2a er en dispensationsbestemmelse – altså en bestemmelse, som præcist beskriver, at det er muligt at dispensere til noget andet end det umiddelbart tilladte. En dispensation i overensstemmelsen med en dispensationsbestemmelse er ikke i strid med principperne.

Konkret vurdering og begrundelse er tilstrækkelig

Dragør Kommune skriver i sit afslag på en retlig lovliggørelse, at en dispensation vil stride mod byplanvedtægtens principper. Men kommunen skriver også, at fire boliger i stedet for én vil stride mod områdets karakter, fortætte området, virke dominerende og skabe præcedens.

Kommunen har altså foretaget et konkret vurdering og givet en begrundelse for at sige nej til at dispensere. Afslaget på at give en dispensation med hjemmel i § 2a er i orden. Planklagenævnet kan ikke efterprøve kommunens skøn.

Ingen hjemmel til krav om retableringsplan

Sammen med afslaget på at dispensere giver Dragør Kommune et påbud om fysisk lovliggørelse: Grundejeren skal etablere det, der er givet byggetilladelse til. Der skal indrettes én i stedet for fire boliger i byggeriet. Men grundejeren skal først sende en redegørelse for, hvordan byggeriet lovliggøres. Den skal kommunen godkende, inden arbejdet sættes i gang.

Den går ikke, afgør Planklagenævnet. Der er ikke hjemmel til at stille krav om en retableringsplan i et påbud. Kravet betyder, at grundejeren ikke kan gå i gang med den fysiske lovliggørelse uden at handle i strid med påbuddet. Derfor er kravet en væsentlig, retlig mangel. Nævnet ophæver påbuddet.

Mere information

Planklagenævnets afgørelse i sagen om de fire boliger i Søvang.

Dragør Kommunes byplanvedtægt 4.

Artiklens forfatter og formål

Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.

Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.