Når et bageri sælger brød videre til at andre butikker til videresalg, så er der ikke tale om en dagligvare- eller udvalgsvarebutik. Det afgør Planklagenævnet i sagen om et bageri, hvor mere end halvdelen af produktionen sælges til videresalg.
Anvendelsesbestemmelsen overtrådt
Vordingborg Kommune giver byggetilladelse til at bygge en dagligvarebutik om til et bageri med brødudsalg. Kommunen vurderer, at ombygningen kan ske i overensstemmelse med lokalplanen.
En gruppe naboer klager til Planklagenævnet, og nævnet ophæver byggetilladelsen. Brødudsalget overholder ikke lokalplanens anvendelsesbestemmelse, afgør nævnet.
Videresalg af brød er ikke lovligt
Lokalplanen fastsætter, at ejendommen kun må bruges til dagligvarebutik og udvalgsvarebutik. Den slags butikker er kendetegnet ved, konstaterer Planklagenævnet, at der sælges varer til private – det, der også kaldes detailhandel.
Over halvdelen af brødet fra det nye bageri sælges videre til andre butikker til videresalg. Derfor er der ikke tale om en daglig- eller udvalgsvarebutikker, afgør nævnet.
Der kan ikke dispenseres
Planklagenævnet tager ikke stilling til, hvilken anvendelseskategori der hører til et bageri, som delvist sælger brød til andre butikker til videresalg. Men nævnet konkluderer, at der ikke kan dispenseres.
Anvendelsen ligger for langt fra det umiddelbart tilladte: En dagligvare- eller en udvalgsvarebutik. Hvis bageriet skal lovliggøres retligt, så må der udarbejdes en ny lokalplan.
Mere information
Se Planklagenævnets afgørelse om bageriet i Vordingborg.
Se Vordingborg Kommunes lokalplan C-13.1.
Gå ikke glip af nyhedsbrev
Hvis du ikke vil gå glip af artiklerne om Planklagenævnets afgørelser, så tilmeld dig mit nyhedsbrev her: https://www.carlsensplaner.dk/tilmeld-dig-nyhedsbrev/
Artiklens forfatter og formål
Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.
Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.