Hvad kommunen bør gøre – det er ikke en sag for Planklagenævnet

Hvad en kommune bør fastsætte i en ny lokalplan, eller hvad kommunen bør dispensere til – det er ikke spørgsmål, som Planklagenævnet kan forholde sig til. Nævnet kan træffe afgørelser om retlige forhold. Nævnet kan ikke tage stilling til, om kommunens afgørelse er hensigtsmæssig. Det viser en sagen om dispensation til et hegn i Hvalsø blandt andet.

Hegn omkring opbevaring af emballage

Lejre Kommune dispenserer fra lokalplanen, så der kan opføres et hegn omkring et areal i Hvalsø, som skal bruges til opbevaring af emballage. Et par naboer klager til Planklagenævnet. Indhegningen harmonerer ikke med omgivelserne, mener de. Det ødelægger deres sidste åndehul. Kommunen har lovet, at der aldrig ville stå affald op ad deres grund.

Planklagenævnet kan tage stilling til retlige spørgsmål – herunder om kommunen har hjemmel til sin afgørelse. Nævnet kan ikke forholde sig til, om kommunen bør træffe afgørelsen eller ej – altså om afgørelsen er hensigtsmæssig. Derfor afviser nævnet at behandle klagen.

Mere information

Planklagenævnets afvisning af klagen over hegnet i Hvalsø.

  • Ringsted Kommune vedtager en ny lokalplan, og en nabo til lokalplanområdet klager til Planlagenævnet. Lokalplanen burde fastholde bevaring af et beplantningsbælte. Lokalplanen kan ikke være vedtaget, når den er vedtaget af planudvalget og ikke byrådet, mener naboen. Men Planklagenævnet kan ikke forholde sig til, om det er hensigtsmæssigt, at lokalplanen ikke sikrer bevaring af beplantningsbæltet. Om byrådet delegerer sin kompetence til at vedtage lokalplaner til et politisk udvalg er ikke et spørgsmål, nævnet kan tage stilling til. Læs nævnets afvisning af klagen.
  • Herning Kommunen vil ikke give en lovliggørende dispensation til et drivhus og et orangeri. Ejerne mener, at kommunen bør dispensere – blandt andet fordi bygningerne ikke er til gene for naboerne. Om kommunen bør dispensere eller ej er ikke et retlig spørgsmål. Læs Planklagenævnets afvisning af klagen.
  • Allerød Kommune siger nej til at dispensere til et hegn, som er etableret i strid med lokalplanbestemmelserne. Ejerne af hegnet klager til Planklagenævnet. Hegnet er kun 20 cm. længere end tilladt. Det bør kommunen dispensere til. Det er op til kommunens skøn, om der skal dispenseres – det er ikke et retligt spørgsmål. Læs nævnets afvisning af klagen.
  • Helsingør Kommune vedtager en bevarende lokalplan. En borger klager til Planklagenævnet. Borgeren er utilfreds med, at hendes hus er udpeget som bevaringsværdigt. Lokalplanen mangler oplysninger om, hvorvidt det kræver tilladelse at opføre et nyt skur. Det er en klage over lokalplanens hensigtsmæssighed, konstaterer nævnet. Læs nævnets afvisning af klagen.
  • Gribskov Kommunen vil ikke dispensere fra lokalplanens krav til tagmaterialer. Grundejeren klager til Planklagenævnet, for der vil blive meget mørkt ved indgangsdøren, hvis de transparante tagplader skal erstattes med tagmaterialer i mørke farver, som lokalplanen stiller krav om. Om kommunen bør dispensere fra lokalplanen er ikke noget, nævnet kan forholde sig til. Læs nævnets afvisning af klagen.
  • Viborg Kommune vedtager et tillæg til sin planstrategi med henblik på at overbevise ministeren om at udarbejde et landsplandirektiv, som udlægger et nyt sommerhusområde i kommunen. Tillægget er ikke en afgørelse om plangrundlaget for sommerhusområdet, der kan påklages til Planklagenævnet. Om det er hensigtsmæssigt med et nyt sommerhusområde – det er ikke nævnets bord. Læs nævnets afvisning af klagen.
  • Vordingborg Kommune dispenserer fra lokalplanen til udskiftning af vinduer på et hus i Stege. Det er en betingelse, at der anvendes 2-lags- og ikke 3-lagsvinduer. Grundejeren klager til Planklagenævnet. 3 lag er bedre for klimaet end 2 lag, og man kan ikke se forskel, mener ejeren. Det er et spørgsmål om afgørelsens hensigtsmæssighed, konstaterer nævnet. Læs nævnets afvisning af klagen.
  • Skive Kommune siger nej: Et klubhus i Spøttrup må ikke udvides uden for de byggefelter, som er udpeget i lokalplanen. Det betyder reelt, at klubhuset ikke kan udvides, selvom det er for lille, påpeger klubben. Om kommunen burde dispensere, så klubhuset kan udvides – det er ikke noget, Planklagenævnet kan tage stilling til. Læs nævnets afvisning af klagen.
  • Århus Kommune dispensere til en tagterrasse, som medfører, at lokalplanens maksimale etageantal overskrides. Naboen klager til Planklagenævnet: Tagterrassen vil medføre indbliksgener. Klagen over tagterrassen handler om afgørelsens hensigtsmæssighed, konstaterer Planklagenævnet – ikke hvorvidt kommunen har hjemmel til at dispensere eller ej. Læs nævnets afvisning af klagen.
  • Horsens Kommune vedtager et kommuneplantillæg. En grundejer klager til Planklagenævnet, men nævnet afviser at behandle klagen. At tillægget åbner mulighed for udvikling af et industrikvarter omkring grundejerens ejendom medfører en værdiforringelse af ejendommen – det er ikke et retlig spørgsmål, som nævnet kan forholde sig til. Læs nævnets afvisning af klagen.
  • Ringkøbing-Skjern Kommune vil ikke dispensere til placering af en overkørsel og parkeringsplads i strid med lokalplanen, selvom grundejeren er dårligt gående. Om kommunen burde dispensere er ikke noget, Planklagenævnet kan tage stilling til. Læs nævnets afvisning af klagen.

Gå ikke glip af nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af artiklerne om Planklagenævnets afgørelser, så tilmeld dig mit nyhedsbrev her: https://www.carlsensplaner.dk/tilmeld-dig-nyhedsbrev/

Artiklens forfatter og formål

Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.

Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.

Share Post :

More Posts