En resurseplads kan tillades i et område, som er udlagt til erhverv

En resurseplads til modtage, håndtere og opbevare jordfraktioner og affald er en anvendelse så tæt på forskellige former for erhverv, at pladsen er i overensstemmelse med lokalplanens anvendelsesbestemmelse. Det afgør Planklagenævnet i sagen om en resurseplads i Skive.

Resurseplads i overensstemmelse med lokalplanen?

En resurseplads er i overensstemmelse med lokalplanen, afgør Skive Kommune. Resursepladsen skal bruges til at modtage, sortere, knuse og opbevare jordfraktioner og forskellige former for affald som f.eks. asfalt, træ, beton og emballage.

En beboer i området klager til Planklagenævnet, men nævnet fastholder kommunens afgørelse. Resursepladsen er tilladt i henhold til lokalplanens anvendelsesbestemmelse.

Anvendelse tæt på det umiddelbart tilladte

Det fremgår i anvendelsesbestemmelsen, at området bl.a. må bruges til “erhvervsformål, herunder industri- og værkstedsvirksomhed, entreprenør- og oplagsvirksomhed”.

En resurseplads har “karakter af erhvervsformål, og ligger tæt på de eksempler på erhverv, som bestemmelsen tillader”, mener nævnet.

Miljøgener reguleres af miljølovgivningen

“Der må ikke inden for området udøves virksomhed, hvortil der af hensyn til forebyggelse af forurening må stille betydelige afstandskrav eller andre særlige beliggenhedskrav jf. gældende miljølovgivning”, står der også i anvendelsesbestemmelsen.

Den del af bestemmelsen kan ikke håndhæves, afgør Planklagenævnet. Det er for uklart, hvornår der skal stilles krav til afstand, og hvor stor afstanden skal være. Desuden reguleres miljøgener af miljølovgivningen.

Mere information

Planklagenævnets afgørelse i sagen om resursepladsen i Skive.

Gå ikke glip af nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af artiklerne om Planklagenævnets afgørelser, så tilmeld dig mit nyhedsbrev her: https://www.carlsensplaner.dk/tilmeld-dig-nyhedsbrev/

Artiklens forfatter og formål

Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.

Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.

Share Post :

More Posts