Når kommunen mister mulighed for at kræve et forhold lovliggjort

Dragør Kommune giver en grundejer et påbud: Du skal sætte en låge i dit plankeværk, så plankeværket lever op til bestemmelserne i lokalplanen. Men Planklagenævnet ophæver kommunens påbud. Kommunen har været for længe om at kræve det ulovlige forhold lovliggjort.

Ingen låger i plankeværket

I november 2022 giver Dragør Kommune et påbud til en grundejer. Lokalplanen fastsætter, at alle åbninger i hegn skal være udført med en port eller en låge. Det skal grundejeren rette sig efter, mener kommunen, men ejeren klager til Planklagenævnet.

Planklagenævnet konstaterer, at der ikke har været låger i plankeværkets åbning i mindst 18 år. Det kan nævnet se på et luftfoto fra 2004. Derfor er der indrettelseshensyn, afgør nævnet. Det strider mod lokalplanen, at der mangler en låge i plankeværket. Men kommunen er afskåret fra at kræve forholdet lovliggjort.

Hvad er indrettelseshensyn?

Er et ulovligt forhold startet for lang tid siden, så kan der være tale om indrettelseshensyn: At grundejeren har en berettiget forventning om, at kommunen accepterer forholdet. Er der indrettelseshensyn, så kan kommunen være afskåret fra et kræve forholdet lovliggjort.

Jo “stærkere retshåndhævelsesinteressen” er – des længere tid går der, før kommunen mister muligheden for at udstede et påbud om lovliggørelse. Det spiller bl.a. en rolle, om grundejeren burde have vidst, om forholdet er ulovligt. Det spiler også en rolle, om naboerne har klaget.

Tre grunde til, at påbud ophæves

I sagen om lågen i plankeværket har kommunen fortabt retten til at kræve forholdet lovliggjort af tre grunde:

  1. De samfundsmæssige interesser i at få en låge er ikke tilstrækkeligt tungtvejende.
  2. Ingen naboer har klaget over, at lågen mangler. Den manglende låge generer ikke nogen.
  3. Hverken den nuværende ejer eller den ejer, som opførte plankeværket, har tilsyneladende vidst, at der skulle være en låge i plankeværket.

Mere information

Planklagenævnets afgørelse i sagen om plankeværket i Dragør.

I en lignende sag fra Hvidovre Kommune har kommunen også mistet muligheden for at kræve et ulovligt forhold lovliggjort. Et kolonihavehus er næsten dobbel så stort, som lokalplanen tillader. Det opdagede kommunen allerede i 2019, men først i 2022 udsteder kommunen et påbud om fysisk lovliggørelse.

Der er tale om myndighedspassivitet: Kommunen har været så længe om at udstede påbuddet, at kolonihavehusets ejer har grund til at tro, at kommunen accepterer det ulovlige forhold. Læs Planklagenævnets afgørelse i sagen om kolonihavehuset i Hvidovre.

I en sag fra Brøndby Kommune ophæver Planklagenævnet kommunens påbud om fysisk lovliggørelse af en garage og en overdækning. Der gik henholdsvis 6 og 17 år, fra kommunen blev opmærksom på de ulovligt opføre bebyggelse, til påbuddet om lovliggørelse blev givet. Igen er der tale om myndighedspassivitet. Se Planklagenævnets afgørelse.

Gå ikke glip af nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af artiklerne om Planklagenævnets afgørelser, så tilmeld dig mit nyhedsbrev her: https://www.carlsensplaner.dk/tilmeld-dig-nyhedsbrev/

Artiklens forfatter og formål

Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.

Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.

Share Post :

More Posts