Hvis vi vil have bynatur, så er lokalplanerne ikke vejen frem, mener Martin Odgaard i sit debatindlæg “Kommuner kan ikke lokalplanlægge sig til bynatur”. Frivillige servitutter, der stiller krav om naturvenlig drift, er en bedre løsning. Odgaard er adjunkt på Arkitektskolen i Århus.

Jeg er enig med Odgaard i, at planloven ikke hjemler kravet om bynatur i dag. Og vi skal ikke lade som om, det er en mulighed. Men jeg tvivler på, at frivillige servitutter uden mulighed for kommunal indblanding er vejen frem. Hvis vi vil have bynatur, så tror jeg mere på en ændring af planloven.

Servitutter frem for lokalplanbestemmelser?

Odgaard: “Hvis grundejer af egen drift ville pålægge sin ejendom nogle servitutter, er man langt mere frit stillet i forhold til drift, idet der jo i så fald er tale om en privat aftale mellem køber og sælger”. Kommunen skal ikke presse grundejeren til at tinglyse en servitut.

Jeg synes, at Odgaard her peger på svagheden ved den frivillige servitut. Han har ret i, at grundejer er langt friere stillet, hvis kommunen ikke må blande sig. Men det er netop frivilligheden, der er akilleshælen. For hvem skal så sikre, at vi får bynatur, hvis grundejeren ikke ønsker det?

Er det sælger, der skal være påtaleberettiget* på servitutten og løfte pegefingeren, hvis kravet om f.eks. høslet bliver overtrådt? Hvilken interesse skulle han have i det, når han for længst har solgt ejendommen?

Er det ejendommens ejer og eventuelle lejere, der skal holde fast i bynaturen? Det vil være en paradoksal situation. Hvis servitutten er på vej til at blive overtrådt, så sker det netop, fordi ejer og lejere selv ønsker at erstatte f.eks. høslet med plæneklipning. Medmindre ejer og lejere er uenige om driften….

Kan man så ikke bare lade kommunen være påtaleberettiget på servitutter, som handler om bynatur? Jo, det kunne man godt. De danske kommuner er påtaleberettiget på masser af servitutter.

Men så kan man vel lige så godt hjemle krav om bynatur – og dermed driften – i lokalplanerne for at samle kravene til et områdes ubebyggede arealer. Der er ingen grund til at gøre det besværligt for grundejerne og sprede kravene til arealernes udformning og drift.

*Hvis man er påtaleberettiget i en servitut, betyder det, at man kan skride ind over for en handling, som er i strid med servitutten.

Lokalplanbestemmelser om bynatur i dag?

Vi må efter min mening erkende, at vi taler om frivillig bynatur, hvis vi taler om frivillige servitutter uden kommunal påtaleret. Hvis vi vil sikre bynaturen, så skal kommunen have mulighed for at stille krav om bynatur og sikre en passende drift. Jeg synes ikke, at servitutter er vejen frem – heller ikke selvom kommunen er påtaleberettiget.

Men kan vi – med hjemmel i planloven – sikre bynatur med lokalplanerne? Planlovens § 15, stk. 2, nr. 10, fastsætter, at der i en lokalplan “kan optages bestemmelser om udformning, anvendelse og vedligeholdelse af ubebyggede arealer”. Det fremgår også i paragraffen, at der kan stilles krav til beplantningens tilladte højde.

Når det fremgår, at en kommune må stille krav til vedligeholdelse og beplantningens tilladte højde i en lokalplan, så fristes man til at tro, at planloven hjemler krav om bynaturens drift. Men her er jeg enig med Martin Odgaard: Planloven kan ikke fastsætte handlepligt*

Vi kan godt skrive i en lokalplan, at beplantningen skal bestå af hjemmehørende træer, buske og urter eksempelvis. Men uden handlepligt – uden krav til driften – er det svært at forestille sig effektive bestemmelser om bynatur.

Hvilken naturværdi har det, hvis et område bliver sprøjtet og kunstgødet? Hvis træstammer ikke bliver liggende, når træerne fældes eller går ud? Hvis græsfladerne bliver klippet fire gange om måneden? Hvis der ikke bliver etableret insekthoteller og sat fuglekasser op? Ingen af de her eksempler kan der lokalplanlægges for.

*En lokalplan kan kun stille krav om, hvad man skal gøre, hvis man vil gøre noget. Bestemmelserne kan f.eks. fastlægge, at facader skal fremstå med overflader af sortmalet træ. Hvis det er tilfældet, må facaderne ikke være af tegl, og de må heller ikke males gule. Men planloven hjemler ikke et krav om, at facaderne bliver malet hvert fjerde år.

Hvem skal håndhæve lokalplankrav til drift?

Martin Odgaard mener ikke, at hjemmel til driftskrav i lokalplanerne er vejen frem. Det er der to grunde til. For det første spørger han, hvem der skal håndhæve lokalplanbestemmelser om drift. For det andet mener han, at balancen mellem privat ejendomsret og offentlig indblanding bliver forrykket.

“Skal kommunen sende en sagsbehandler ud, hver gang nogen mener, et areal er plejet forkert” spørger Odgaard. Men det spørgsmål har efter min mening ikke noget med lokalplanbestemmelser om drift at gøre. For svaret er jo, at en kommune altid skal sørge for, at lokalplanbestemmelserne bliver overholdt.

Gør kommunerne det til punkt og prikke? Det er nok forskelligt fra sted til sted. Det handler ofte om, hvor grelle overtrædelser af bestemmelserne der er tale om. Men om træfacaderne er malet gule, selvom de skal være sorte. Eller græsfladerne er klippet og ikke slået med le fire gange årligt. Er det en væsentlig anderledes spørgsmål for byggesagsbehandlerne at forholde sig til?

Planloven fastsætter, at en lokalplan skal have et vist detaljeringsniveau, som sikrer, at folk ved, hvad der kommer til at ske i et område. Men det er i høj grad en politisk beslutning, hvor meget lokalplanen skal regulere. Vil man give borgerne stor frihed, så skal man ikke lave omfangsrige bestemmelser, der kræver meget kontrol.

Er det let at afgøre om driftskravene er overholdt?

Kan byggesagsbehandlerne overhovedet afgøre, om lokalplanbestemmelser om drift bliver vedligeholdt, spørger Martin Odgaard. Igen er det et spørgsmål, der ikke har noget med en lokalplans krav til drift at gøre, som jeg ser det.

For er det i forvejen nemt at afgøre, om lokalplanbestemmelserne bliver overholdt? Masser af lokalplaner fastsætter eksempelvis, at facaderne skal fremstå i de såkaldte jordfarver. Men det er en meget bred definition, der omfatter gule, røde, grønne, blå, sorte, hvide og grå nuancer. Jeg har hørt mange byggesagsbehandlere efterlyse præcise RAL-farver at forholde sig til i lokalplanerne i stedet for jordfarve-paletten.

Nogle gange er det let at vurdere, om lokalplanbestemmelserne er overholdt. Det kan hurtigt afgøres, om facadehøjden overstiger 12 meter. Andre gange kræver det en vurdering – f.eks. hvis lokalplanen stiller krav om facader i jordfarver. Jeg er ikke landskabsarkitekt. Men skulle det være nemmere eller sværere at stille præcise, administrerbare krav til driften af bynatur? Det kan jeg ikke se umiddelbart.

For stort indgreb i den private ejendomsret?

Lokalplanlægning er som udgangspunkt erstatningsfri, selvom planlægningen er et indgreb i den private ejendomsret, skriver Martin Odgaard. Til gengæld er der ingen handlepligt, og det er en balance, det kan være politisk kontroversielt at rykke på.

Det kan jeg godt følge Odgaard i. Åbner planloven mulighed for at stille lokalplankrav til driften af et område, så er det en indskrænkning af den private ejendomsret. Men man kan også vende den om: Hvis vi virkelig vil have bynatur, og frivillige servitutter ikke kan sikre det, hvilke andre muligheder er der så?

Hvis man frygter, at kommunerne bruger den nye mulighed for at stille krav til driften i lokalplanbestemmelserne, så kan man sikre grundejerne mod overgreb, som planlovens §§ 48 og 49 gør det, hvad angår offentligt formål og bevaringsværdig bebyggelse.

Bruger en kommune lokalplanen til at udlægge et areal til offentligt formål, så kan en grundejer på visse betingelser kræve sin ejendom overtaget af kommunen. Det samme gælder, hvis byrådet nægter nedrivning af en bygning, som er blevet udpeget som bevaringsværdig i lokalplanen.

Ja tak til hjemmel i planloven

Det er bliver ikke nemt at skrive bestemmelserne for driften af bynatur og administrere dem. Der er en risiko for, at kommunerne overdriver reguleringen. Hvis vi virkelig vil have bynatur, så ser jeg lokalplanerne som værktøjet, fordi det er her, vi samler kravene til et områdes fysiske udnyttelse.

1. Servitutter: Frivillige servitutter dur ikke, fordi de er frivillige. Det sikrer kun bynatur, indtil grundejeren ønsker sig noget andet. Hvis der skal være kommunal påtaleret, kan vi lige så godt skrive driftskravene ind i en lokalplan.
2. Hjemmel: Der er ikke hjemmel i planloven til driftskrav i bestemmelserne. Men det kan der komme, når vi i forvejen kigger på en revision af lovgivningen. I min optik er det oplagt, at en ny lokalplan fokuserer på kommunernes mulighed for at sikre bæredygtighed. Bæredygtighed handler i høj grad om det, der sker, efter at en bebyggelse er opført, og et areal er anlagt.
3. Håndhævelse: Politikerne skal fastsætte niveauet for bestemmelser om drift og bede byggesagsbehandlerne håndhæve dem på samme måde som lokalplanens øvrige bestemmelser. Planlovens krav om lokalplanens præcision skal overholdes, men langt henad vejen er det et politisk valg, hvor meget grundejernes private ejendomsret skal begrænses.
4. Klarhed: Lokalplanbestemmelser om drift kan være lige så diffuse eller klare som andre bestemmelser, påstår jeg. Vi kommer ikke udenom, nogle driftskrav vil kræve vurdering, mens andre er mere målbare.
5. Retssikkerhed: Hjemmel i planloven til lokalplanbestemmelser om drift åbner mulighed for, at kommunerne griber mere ind i den private ejendomsret end i dag. Det kan gøre det dyrere at være grundejer. Men planloven kan fastsætte bestemmelser om overtagelsespligt for at sikre kommunalt mådehold.

Bynatur på Vestre Kirkegård i Århus. Fotografiet er taget af RhinoMind og bruges i overensstemmelse med Creative Commons Attribution-Share Alike 4.0 International.