Lokalplanen som løftestang til mere biodiversitet i byerne

8. april 2020 / Ikke kategoriseret / By sunepc

Det er nok indlysende, at vi skal skabe bedre vilkår for naturen i vore byer. Og det er næppe nyt for nogen, at klippede græsplæner er biologiske ørkner. Men at underskov og hjemmehørende arter har så stor betydning for biodiversiteten, som Jerod Myers dokumenterer i “Our City – Countering Exclusion in Public Space” – det er overraskende. Det kvalificerer diskussionen om, hvad vi kan med lokalplaner og kommunalt ejede arealer, når det handler om at give naturen bedre vilkår i byerne.

Vi skal inkludere naturen i byer og byrum

Traditionelt er natur og menneskenes kultur blevet opfattet som modsætninger, skriver Jerod Myers, men vi er afhængige af naturen. Den giver os mad, byggematerialer og ren luft. Når vi bevarer naturen, bevarer vi også os selv. Menneskelig aktivitet – herunder urbanisering – skader biodiversitet og økosystemer, og det skal vi lave om på.

Vi skal udvikle byer, som bevarer og støtter biodiversitet i stedet for at bryde ned, siger Myers. Det handler bl.a. om at se byrummene ud fra et økologisk perspektiv. Vi er vant til at tænke byrum som steder, der skal inkludere alle slags mennesker. Nu skal vi også inkludere naturen. Vi skal se byrum som habitater – levesteder for planter og dyr.

Det er nok indlysende for de fleste, men det gør det ikke nemmere at implementere. For byernes grønne områder er i fare, når der er brug for plads til at udvide eller fortætte byerne. Og som Martin Odgaard peger på i debatindlægget “Kommuner kan ikke planlægge sig til bynatur“, så mangler vi i Danmark nogle redskaber til at sikre en drift af de grønne områder, der sikrer biodiversitet.

Store grønne områder og forbindelser mellem de små

Vi ved ikke, hvor store grønne områder der skal til i byerne for at skabe mere plads til biodiversitet. Men vi må gå ud fra, at større er bedre, skriver Myers. Det betyder, at små grønne områder skal forbindes for at danne store økosystemer, hvis de skal fungere som habitater – levesteder for vilde planter og dyr. Byernes grønne områder er tit meget spredte, men dyr og planter flytter sig.

Her er det oplagt at bruge planlovens værktøjer i Danmark, som vi allerede gør i udstrakt grad: Det er i kommuneplanen, at vi fastsætter bebyggelsestæthed og etageantal, og begge dele har enorm betydning for, hvor meget plads vi overlader til det grønne. Skruer vi ned for bebyggelsesprocenten og op for etageantallet, giver det mere plads til planter og dyr. Det er i lokalplanerne, vi kan fastsætte den præcise størrelse på grønne områder og deres placering.

Veje, gader og vandrender er forbindelser, der kan udnyttes som grønne korridorer. Igen er lokalplanerne et vigtigt værktøj, når det kommer til nye byområder, fordi bestemmelserne kan stille krav til vejenes udformning. Det kan f.eks. handle om at sikre rabatter og træer i vejudlægget. Kommunerne ejer som regel de større veje i byerne, og det kan udnyttes til at gøre vejprofilerne grønnere, når det kommer til eksisterende bydele.

*Jo højere bebyggelsesprocent, des mindre ubebygget areal til grønne områder. Lokalplanen kan stille krav om, at bebyggelse skal opføres i flere etager og dermed sikre mere plads til det grønne.*

Kvaliteten af de små grønne områder som habitater

Grønne korridorer medvirker til at styrke de små grønne områder som habitater, men vi kan også få rigtigt meget ud af at øge kvaliteten, påpeger Myers. Kvalitet kan være svær at bedømme, men det handler om biodiversitet, komposition og struktur. Biodiversitet kan man forholde sig til med det blotte øje, siger han. Man kan se, hvor mange slags planter og fugle, der er i et grønt område.

Komposition og struktur kan der arbejdes mere præcist med. Komposition drejer sig om, hvilke arter der bor i et grønt område, og her viser undersøgelser, at antallet af dyr kan øges med op til 140 %, hvis omfanget af hjemmehørende plantearter stiger fra 10 til 30 %. Undersøgelser viser, at byerne i dag kun giver plads til 25 % af de plantearter, som er hjemmehørende i deres forskellige lokalområder.

Det samme gælder, hvis man kigger på strukturen – det grønnes forskellige lag. Øger man underskovens – alt det, der gror under trækronerne – omfang fra 10 til 30 %, så kan antallet af flagermus, fugle og insekter stige med op til 130 %.

Også her kan vi bruge lokalplanerne som redskab, for det kan fastsættes i bestemmelserne, at planterne på de ubebyggede arealer skal være hjemmehørende arter. Vi – og her taler jeg af egen erfaring – skal nok være bedre til at præcisere, hvad vi mener med hjemmehørende arter, hvis de ubebyggede arealer i et nyt boligområde skal udvikle sig til vellykkede habitater. Det handler måske om at inddrage eksperterne i kommunens afdeling for veje og grønne områder i større omfang, end vi gør i dag?

*Lokalplanbestemmelserne kan fastsætte, at planterne i et grønt område skal være hjemmehørende arter. Det kan medvirke til at øge antallet af dyrearter i området med op til 140 %.*

Grønne områder handler ikke kun om flader på terræn

Det er altid svært at skabe nye grønne områder i en tæt by, erkender Myers, men så kan man prøve at gøre de bebyggede strukturer mere frodige: Man kan arbejde med grønne tage og vægge eller udnytte tomme byggegrunde eller gamle jernbanearealer som f.eks. High Line Park i New York, der er et efterhånden meget kendt eksempel på, hvordan et jernbanespor kan blive til en ny park.

I mange kommuner bruger man allerede lokalplanerne til at stille krav om grønne tage på nye bebyggelser – ofte som et redskab til at håndtere stigende mængder regnvand. Men hvad med facaderne? Er der kommuner, hvor man stiller krav om, at de skal være beplantede? Eller er grønne facader endnu så teknisk vanskeligt eller dyrt, at det stadig er for krævende et krav?

*Det er ikke kun arealer på terræn, der kan bruges til at skabe mere biodiversitet. Grønne tager, som mange lokalplaner efterhånden stiller krav om, og beplantede facader er også en mulighed.*

Frodige landskaber i stedet for “blandscapes”

Byernes grønne områder er efterhånden så ens verden over, at man kan tale om “blandscapes” – kedeligskaber i stedet for landskaber – konkluderer Myers. Overalt ser vi udstrakte græsplaner og eksoter – fremmede træer og buske – som ikke hører hjemme i lokalområdet. Der bliver brugt insektgift og ukrudtsmidler for at holde naturen på afstand.

Det er en start at nedlægge nogle af de mange græsplæner og plante hjemmehørende arter i stedet. Nogle gange kan det handle om at lade være med at slå græsset så ofte. Alene det kan gøre et grønt område mere interessant for de insekter, som bestøver vore planter. I stedet for at drøne rundt med plæneklipperen så kan tiden bruges på at fjerne invasive plantearter.

Mange steder i Danmark går kommunerne allerede foran med et godt eksempel. Ved at ændre driften af vejrabatter og parker viser de, hvad man får ud af at lade græsset gro og pesticiderne stå i redskabsskuret. Når det handler om driften af de private, grønne områder, kommer lokalplanerne til gengæld til kort, fordi der ikke er hjemmel til at stille krav. Det er en udfordring, som jeg går i kødet på i artiklen “Lokalplaner eller servitutter – hvordan sikrer vi bynatur?“.

*“Blandscapes” af græs, der bliver klippet ihærdigt, eller frodige landskaber med forskelligt plejeniveau og plads til en større variation af plantearter?*

Lasse Enevoldsens fotografi: “Landskab i Skjoldhøjkilen en sommeraften” fra 2013 er brugt som baggrund i flere af diagrammerne. Fotografiet bruges i overensstemmelse med Creative Commons. Diagrammerne må bruges på samme vilkår af andre.