Skal lokalplanerne give individuel arkitektonisk frihed eller fastsætte stramme regler, der sikrer fællestræk? Når jeg ser Ørestad, Nordhavn, Århus Ø og parcelhusområder rundt omkring i Danmark, så tænker jeg, at det er den individuelle frihed, vi vægter højest i dag, og friheden har bestemt mange fordele: Opfyldte boligdrømme. Variation.

Står du i et parcelhusområde fra de seneste to årtier, kan du dog komme i tvivl om, hvor henne i landet du befinder dig. Fællestræk er snærende bindinger. Men de er også med til at skabe en unik arkitektonisk identitet. Kartoffelrækkerne er et spændende eksempel på en bebyggelse, hvor fællestræk og individuel frihed går op i en højere enhed.

Når alt er individuelt og broget, er alting ens

Det tænker jeg ofte, når jeg kigger på et nyt parcelhuskvarter – uanset om det ligger på Sjælland, Fyn eller i Jylland. Når der er noget, der er ens, giver det til gengæld særpræg. Fredericia er stadig noget helt særligt takket være fæstningsanlæg og byplan fra renæssancen. Christiansfeld er unik takket være hernnhuternes strikse rette vinkler og de gennemgående, gule tegl.

Jeg er sikker på, at du kan nævne mange flere steder i Danmark og udlandet, hvor fællestræk betyder, at du føler dig præcist placeret på landkortet. Du er netop her og ingen andre steder. Det kan godt blive for meget. For stramme regler. For mange gentagelser. De steder kender du med garanti også nogle af. Det handler om at finde den rigtige balance mellem sammenhæng og variation. Det formår Kartoffelrækkerne efter min mening.

Arkitektoniske fællestræk fra bebyggelsesstruktur til vindue

Kartoffelrækkerne er født med stærke fællestræk på alle arkitektoniske niveauer. Bebyggelsens stokke i 2½ etager er parallelle, de har samme dybde, og de er placeret med ens afstand til hinanden. Gul tegl med røde bånd på facaderne. Ens tage med naturskiferbeklædning. Enkle greb binder Kartoffelrækkerne sammen som helhed.

På de originale tegninger af det, der må være Voldmestergade, ses det tydeligt, hvordan stram systematik binder stokken og hver enkelt bolig sammen. Stokken samles af en gennemgående facadelinje med ens gesimser og bånd. Kun midten og enderne fremhæves med tværgavle og liséner.

Den enkelte boligs facade centreres omkring en stærk midterlinje, accentueret af kvisten og skorstenens placering på taget. Hoveddøren er forskudt til højre side af facaden men holdes fast af de to gange tre vinduesfags symmetri. Går man tættere på endnu, ses de buede stik på første sal og flade stik i stueetagen. Karakteristiske københavnerkviste. Fyldningsdøre og Dannebrogsvinduer med sprosser.

Oprindelig tegning af Voldmestergade. Det fremgår, hvordan facaderækken er tænkt enkel, sammenhængende og symmetrisk. Tegningen er hentet i Kunstakademiets Biblioteks digitale samling. Facadedetaljer kan ses på tegningen øverst i artiklen, som viser et udsnit af bebyggelsen langs Voldmestergade.

Oprindelige variationer og nye

Kigger du efter, har Kartoffelrækkernes arkitekt, Frederik Christian Bøttger, skabt små variationer fra gade til gade. I Voldmestergade er tværgavlene kamtakkede, og stikkene buede på første sal. I Eckerbergsgade er tværgavlene glatte, og alle stik er vandrette. Efterfølgende har også beboerne sat deres individuelle præg på egen bolig.

Der er enkelte nye knopskydninger på facaderne; altaner, facadekarnapper, baldakiner og vindfang. Kviste, som oprindelig sad skarpt symmetrisk på hvert rækkehus, er nu mere frit placeret. Nogle har to fag, andre tre. Enkelte af skorstenene er skiftet ud.

Det oprindelige murværk er nogle steder pudset og malet i hvide, grå, gule, blå og røde nuancer på en del af rækkehusene. Dannebrogsvinduer og fyldningsdøre er ikke længere gennemgående. Vinduesrammer og døre kan have mange forskellige farver. Afgrænsningen af forhaverne er præcist placeret med samme afstand til facaden fra Østre Farimagsgade til Østre Søgade. Hegn og hække er så forskellige, som de måske altid har været.

Sammenhæng og variation, der virker

Bliver det for meget med den individuelle variation? Mister man indtrykket af en samling rækkehuse, som er i familie med hinanden? Det synes jeg ikke. og det skyldes i min optik, at bebyggelsens grundlæggende fællestræk og de vandrette sammenhænge er fastholdt, så de lodrette variationer ikke tager magten.

Parallelle stokke. Etageantal. Ens tage. Facadebyggelinje. Gesimsbånd. Alt det er der ikke givet køb på i stor udstrækning. Altaner, facadekarnapper, lukkede vindfang og pudsede facader skal der nok ikke være mange flere af, hvis facadebyggelinje og gul tegl forsat skal være fællestræk.

Men gør det noget, kvistene sidder lidt mere rodet? At vinduestyper og døre er forskellige, så længe oprindelige murhuller stort set er bevaret? At farver på træværket varierer? At nogle har plantet hæk, mens andre har stakit? Det skaber en mere broget oplevelse end i f.eks. Nyboder. Men er det skidt? Hvad synes du? Hvornår bliver det for individuelt, hvornår for rigidt?

Fotografi fra Voldmestergade, maj 2020. På billedet ses variationer i facadeudtrykket men også sammenhænge. Facadekarnappen forrest i venstre side og altanen, der skærer taggesimsen over lidt længere nede ad gaden – det er noget af det, der kan sløre de arkitektoniske fællestræk for meget, hvis den slags ændringer bliver for ubredte. De samme gælder pudsede, malede facader. Men spiller det nogen stor rolle, at kvistene og afgrænsningen af forhaver er forskellige?