Et anneks er ikke et udhus

Begrebet “udhus” er ikke defineret i planloven. Men det omfatter i hvert fald ikke et anneks med bad, toilet og sauna. Det fastslår Planklagenævnet i en afgørelse om et anneks til et sommerhus i Løkken.

50 m2 anneks med sauna er ikke et udhus

Jammerbugt Kommune giver byggetilladelse til et anneks ved et sommerhus i Løkken. En nabo klager til Planklagenævnet: Byplanvedtægten for sommerhusområdet fastsætter, at der kun må opføres et udhus på sommerhusgrunden.

Planklagenævnet giver naboen medhold. Begrebet “udhus” defineres hverken i planloven eller byplanvedtægten. Men ud fra en almindelig, sproglig forståelse kan et udhus defineres som en mindre bygning til opbevaring af f.eks. haveredskaber og cykler, mener nævnet.

Sommerhusejeren vil bygge et anneks på 50 m2 med bad, toilet og sauna. Det er ikke et udhus. Planklagenævnet ophæver kommunens byggetilladelse til annekset. Annekset forudsætter dispensation fra byplanvedtægten.

Links

Planklagenævnets afgørelse i sagen om annekset i Løkken.

Jammerbugt Kommunes byplanvedtægt 4.

Artiklens forfatter og formål

Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.

Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.

Share Post :

More Posts