Planklagenævnet ændrer definition af “mindre områder på lokalt plan”​

Tidligere var et mindre område på lokalt plan lig med et område, som var mindre end kommunens samlede areal. Men nu ændrer Planklagenævnet opfattelse: Et mindre område på lokalt plan skal være et areal af begrænset størrelse set i forhold til kommunens størrelse. Det ændrer betingelserne for, hvornår der skal laves miljøvurdering, hvis et nyt plangrundlag er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 eller 2.

Nyt plangrundlag for solcelleanlæg på 67 hektar

I 2019 vedtager Kerteminde Kommune tillæg 50 til kommuneplanen og lokalplan 307. Det nye plangrundlag skal åbne mulighed for, at der kan etableres et solcelleanlæg på 67 hektar inden for et areal på 87 hektar sydøst for Rynkeby. I forbindelse med udarbejdelsen af planforslagene vurderer kommunen, at der ikke er behov for en miljøvurdering.

En lille håndfuld naboer klager til Planklagenævnet, og nævnet giver dem medhold. Kommuneplantillæg og lokalplan skal miljøvurderes. Uden en miljøvurdering er der tale om en væsentlig, retlig mangel. Nævnet ophæver det nye plangrundlag.

Kun miljøvurdering ved væsentlig indvirkning

Et nyt plangrundlag for et solcelleanlæg er som udgangspunkt omfattet af kravet om miljøvurdering. Det fastsætter miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1, fordi industrianlæg til fremstilling af elektricitet er nævnt i lovens punkt 3a i bilag 2.

Men der findes et par undtagelser fra den automatiske pligt til miljøvurdering i lovens § 8, stk. 2, nr. 1. Her er den ene: Hvis der er tale om anvendelsen af et mindre område på lokalt plan, så skal plangrundlaget kun miljøvurderes, hvis der forventes at være en væsentlig indvirkning på miljøet.

De fleste planområder mindre områder på lokalt plan?

Tidligere opfattede Planklagenævnet et mindre område på lokalt plan sådan, at “den påklagede plan ansås for omfattet af § 8, stk. 2, nr. 1, såfremt den omfattede et område mindre end kommunens samlede areal”.

Ud fra den opfattelse så vil det være usandsynligt, at et kommuneplantillæg og en lokalplan ikke omfatter et mindre område på lokalt plan. Dermed er planerne fritaget for den automatiske pligt til miljøvurdering. Men Planklagenævnet har ændret opfattelse på baggrund af en ny dom i EU-domstolen.

87 hektar er ikke et område på lokalt plan

Hvor det tidligere var nok at konstatere, at et planområde er mindre end kommunens samlede areal, så er der nye boller på suppen: Nu skal “der i hvert tilfælde…foretages en konkret vurdering af, om planen omfatter et område, der er af begrænset størrelse set i forhold til kommunens størrelse”, vurderer Planklagenævnet.

I den konkrete sag, hvor planområdet er 87 hektar stort, er planforslagene omfattet af kravet om miljøvurdering, afgør Planklagenævnet. Der er ikke tale om et mindre område på lokalt plan – blandt andet fordi der skal etableres 67 hektar solcelleanlæg på et hidtil ubebygget areal i landzone.

Hvad skal Kerteminde Kommune og vi andre gøre i fremtiden?

Tidligere var måske ikke så vigtigt, om et nyt plangrundlag var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 eller 2. Var tale om et planområde, som var mindre end kommunens samlede areal? Så skulle plangrundlaget kun miljøvurderes, hvis den miljømæssige indvirkning var væsentlig.

Planklagenævnets nye opfattelse af mindre områder på lokalt plan ændrer betingelserne for miljøvurdering. Nu er det afgørende, om plangrundlaget er omfattet af bilagene. Hvor mange planer er f.eks. omfattet af punkt 10b i bilag 2 om anlægsarbejder i byzone?

Læg mærke til, at planområdet i Kerteminde Kommune er meget lille: 87 hektar ud af kommunens samlede areal på ca. 200 km2 (Wikipedia) svarer til under 0,5 % af kommunens størrelse. Selv forholdsvist små arealer er ikke længre mindre områder på lokalt plan, indikerer Planklagenævnets afgørelse.

Links

Planklagenævnets afgørelse i sagen om miljøvurdering af solcelleanlægget ved Rynkeby.

Kerteminde Kommunes kommuneplantillæg 50 og lokalplan 307.

Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) – miljøvurderingsloven – på retsinformation.dk.

Er lokalplanen omfattet punkt 10b i bilag 2 i miljøvurderingsloven? Det mener en del planlæggere, hvis der generelt er tale om anlægsarbejder i byzone. Men måske skal vi se lidt mere nuanceret på det spørgsmål. Jeg har skrevet om lokalplaner og punkt 10b i artiklen “Miljøvurderingsloven: Skal alle lokalplaner i byzone miljøvurderes som udgangspunkt?“. Artiklen er skrevet, før Planklagenævnet ændrede opfattelse af mindre områder på lokalt plan. Så læs den med forbehold…

Artiklens forfatter og formål

Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.

Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.

Share Post :

More Posts