Planklagenævnet ophæver Københavns Kommunes § 14-forbud mod nedrivning af en bebyggelse. Det sker i en afgørelse den 14. juni. Forbuddet ophæves ikke på grund af manglende hjemmel – kommunen har ret til at hindre nedrivningen med en lokalplan. Til gengæld har kommunen været for længe om at beslutte sig for at nedlægge forbuddet. Det er grunden til, at nævnet ophæver det.
Hjemmel til § 14-forbud
I november 2020 nedlægger Københavns Kommune et § 14-forbud mod nedrivning af en bebyggelse. Bebyggelsen skal bevares. Ejendommens ejer klager til Planklagenævnet, og nævnet ophæver forbuddet.
Kommunen kan – i henhold til planlovens § 14 – nedlægge forbud mod forhold, som kan reguleres med en lokalplan. En lokalplan må stille krav om bevaring af bebyggelse – det fremgår i planlovens § 15, stk. 2, nr. 18. Altså er der tale om et forhold, der kan reguleres med en lokalplan.
Forbuddet nedlægges fra den 13. november 2020 til den 13. november 2021. Det er lige efter bogen: Planlovens § 14 fastsætter, at et forbud højst kan nedlægges et år. Der er altså hjemmel til et § 14-forbud, som strækker sig over et år. Hvorfor ophæver Planklagenævnet det så?
Lang sagsbehandlingstid – intet § 14-forbud
Det er en vidtgående indskrænkning over for borgeren, skriver Planklagenævnet i afgørelsen, at nedlægge et § 14-forbud. Der er tale om et forbud mod noget, som faktisk er lovligt, når forbuddet nedlægges. Derfor har borgeren krav på at vide – “inden for en rimelig tid fra det tidspunkt, hvor kommunen bliver bekendt med projektet” – om projektet kan realiseres eller bliver hindret med et forbud.
Et § 14-forbud kan nedlægges i et år. “Der tilkommer kommunen en rimelig undersøgelses- og overvejelsestid forud for nedlæggelse af et forbud”, skriver Planklagenævnet. Men er der tale om et projekt, som har været længe under behandling i kommunen – så skal § 14-forbuddets gyldighedsperiode “fastsættes under hensyn til den tid, der allerede er medgået til sagens behandling”.
I hvert fald hvis den lange sagsbehandlingstid skyldes kommunen, fortsætter Planklagenævnet og konkluderer: “I visse tilfælde (vil der) ikke kunne nedlægges et forbud, hvis kommunen bruger meget lang tid på undersøgelsen”.
Mere end 2 års sagsbehandlingstid før forbud
Københavns Kommune varsler i september 2020, at der bliver nedlagt et § 14-forbud. Forbuddet nedlægges i november samme år og et år frem. Men forud for varslingen ligger en sagsbehandling af nedrivnings-projektet, der starter i 2018.
I april 2018 begynder dialogen mellem kommunen og bygherre om opførelse af en ny boligbebyggelse, som skal erstatte det eksisterende byggeri. I september 2018 modtager kommunen et omfattende skitseforslag. Juleaften 2019 sender bygherre en ansøgning om byggetilladelse.
For lang tid til at undersøge og overveje
“Sagsbehandlingstiden i den konkrete sag overstiger, hvad der må betragtes som en rimelig undersøgelses- og overvejelsestid”, vurderer Planklagnævnet. “Forbuddet lider af en væsentlig retlig mangel og (er) derfor ugyldigt. Nævnet gør opmærksom på, at der ikke kan nedlægges et nyt forbud efter gyldighedsperiodens udløb”. Det må betyde, at kommunen er afskåret fra at nedlægge et nyt § 14-forbud.
Planklagenævnet begrunder konkret, hvorfor § 14-forbuddet ophæves:
- I foråret 2020 godkender kommunen den matrikelsammenlægning, som var en forudsætning for realisering af bygherres projekt. Nævnet vurderer formentlig, at kommunen hermed har tilkendegivet indirekte, at man vil godkende projektet. Hvorfor ellers godkende matrikelsammenlægningen, som må være projektets forudsætning?
- Først i august 2020 giver kommunen besked om, at nedrivningen forudsætter en tilladelse fra Miljø- og Teknikudvalget – 8 måneder efter, at bygherre har sendt sin ansøgning om byggetilladelse.
Hvad skal Københavns Kommune og vi andre gøre i fremtiden?
Beskeden fra Planklagenævnet er ikke til at tage fejl af: Tøv ikke for længe med at nedlægge et §14-forbud. Kommunen har ret til at tænke sig om, før et forbud nedlægges. Men tænker man for længe, så indskrænkes længden på forbuddet – også selvom planloven fastsætter, at et § 14-forbud kan nedlægges et år. Langvarige overvejelser kan betyde, at kommunen mister mulighed for at nedlægge et forbud.
Relevante links
Planklagenævnets afgørelse i sagen om Københavns Kommunes §14-forbud.
Planklagenævnets afgørelse den 15. juni i en tilsvarende sag. Afgørelsen drejer sig tilsynesladende om en anden ejendom inden for samme lokalplanområde. Kommunens § 14-forbud ophæves også i denne sag, fordi kommunens sagsbehandlingstid har varet for længe.
En krølle på afgørelsen den 15. juni er, at kommunen i 2018 giver afslag på den første byggeansøgning. Afslaget begrundes ikke med ønsket om bevaring af den eksisterende bebyggelse. Kommunen siger nej til at dispensere fra lokalplanens bebyggelsesprocent og krav til friarealets omfang.
Læs i øvrigt artiklen “Planklagenævnet underkender tre § 14-forbud” om forbud, som ophæves på grund af frister og lovligt etablerede forhold.
Artiklens forfatter og formål
Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.
Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.