Planklagenævnet: Et påbud kan ikke skærpes undervejs i sagsforløbet

orsdag ophævede Planklagenævnet en afgørelse i Rudersdal Kommune på grund af retlige mangler. Kommunen havde skærpet et påbud i sin afgørelse, og den går ikke: Bliver kravene mere omfattende undervejs i sagsforløbet, så svarer det til at kalde en “begunstigende forvaltningsakt” tilbage.

Lovliggørelse af terrænregulering og gabioner

Ejeren af en ejendom i landzone havde reguleret terrænet og bygget gabioner*. Kommunen vurderede i juni 2017, at projektet krævede landzonetilladelse. Derfor fik ejeren et påbud om fysisk lovliggørelse: Nogle af gabionerne skulle beplantes. Andre skulle dækkes med jord, så terrænet kom til at fremstå med et naturligt fald.

Noget tid senere – i november 2018 – gav ejeren besked om, at projektet var lovliggjort. I april 2019 godkendte kommunen ændringerne på et par betingelser. Én af betingelserne var, at gabionerne mod vest og syd skulle dækkes med jord og beplantes.

Ejeren klagede over kommunens afgørelse fra april 2019. Han mente, at der skulle tages stilling til, om projektet overhovedet krævede landzonetilladelse. Han mente også, at der manglede hjemmel til kravene i kommunens afgørelse.

Landzonetilladelse og skærpede krav

Planklagenævnet tager ikke stilling til, om ejerens terrænregulering og gabioner kræver landzonetilladelse. Det besluttede kommunen allerede i påbuddet i juni 2017, og den afgørelse klagede ejeren ikke over i rette tid. Derfor står kommunens vurdering ved magt.

Nævnet vurderer til gengæld, at kommunens påbud fra april 2019 skærpede kravene. I påbuddet fra juni 2017 stod der kun, at gabionerne mod vest og syd skulle dækkes med jord – ikke, at de skulle beplantes.

Uklarhed og pligt til vurdering og begrundelse

Det er uklart i kommunens afgørelse fra april 2019, hvad ejeren skal gøre, mener Planklagenævnet: I teksten stiller kommunen krav om, at gabionerne skal dækkes med jord og beplantes. På en tilhørende tegning fremgår det kun, at gabionerne skal dækkes med jord. Det er en retlig mangel.

Det er også en retlig mangel, at kommunens skærpede krav ikke vurderes og begrundes. De skærpede krav svarer til at kalde en “begunstigende forvaltningsakt”** tilbage. Når en begunstigende forvaltningsakt kaldes tilbage, så skal det vurderes og begrundes. De retlige mangler betyder, at kommunens afgørelse af ugyldig, konkluderer Planklagenævnet.

Hvad skal Rudersdal Kommune og vi andre gøre i fremtiden?

Planklagenævnets afgørelse er klar besked til os alle:

  • Hold fast i de oprindelige krav: Hvis en kommune følger et tidligere påbud op med et nyt, så skal kravene i det nye påbud svare til kravene i det gamle.
  • Vurder og begrund: Hvis en kommune skærper kravene undervejs i et sagsforløb, så skal nye krav vurderes og begrundes. Skærpede krav svarer til at kalde en begunstigende forvaltningsakt tilbage.

Relevante links og ordforklaring

Planklagenævnets afgørelse.

* Gabioner er robuste trådkurve, der normalt bliver fyldt med natursten. Gabioner bruges til landskabsarkitektur, for eksempel til understøttelse af skråninger, som afskærmning af privatsfære, støjbeskyttelse eller afgrænsning. Kilde: Gabiona.dk

** En begunstigende forvaltningsakt er en myndigheds afgørelse, som er til fordel for en borger eller en virksomhed, står der i Byplanhåndbogen. Sådan en afgørelse kan være vanskelig at kalde tilbage. Er afgørelsen ulovlig, risikerer myndigheden at stå med ansvaret for erstatning.

Artiklens forfatter og formål

Artiklens forfatter er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.

Planklagenævnets afgørelse er lang og detaljeret. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv. Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.

Share Post :

More Posts