Det lykkes indtil videre ikke Rødovre Kommune at få en motorcykelklub til at flytte fra en ejendom, som skal anvendes til erhverv i henhold til lokalplanen. Anvendelsen må muligvis fastslås ved domstolene. Og kommunen må lægge sig i selen for at afklare, hvem der i givet fald bruger ejendommen til motorcykelklub.
Anvendelsen er et spørgsmål for domstolene
Ejeren af en ejendom i Rødovre får et påbud af kommunen: Motorcykelklubben skal flytte. Klubben strider mod lokalplanens anvendelsesbestemmelse, som fastsætter, at ejendommen kun må bruges til forskellige former for erhverv. Der kan ikke dispenseres fra en anvendelsesbestemmelse. Retlig lovliggørelse er umulig, vurderer kommunen.
Kommunen bygger bl.a. sin vurdering af ejendommens anvendelse på en besigtelse, som er foretaget i samarbejde med politiet. Men ejendommens ejer bestrider kommunens opfattelse: En motorcykelklub kan anvende ejendommen til f.eks. værksted i overensstemmelse med lokalplanens anvendelsesbestemmelse.
Planklagenævnet ser ingen grund til at betvivle kommunens vurdering. En afklaring af ejendommens anvendelse kræver dog beviser og vidneafhøring. Det ligger uden for rammerne af nævnets arbejde. Skal anvendelsen afklares, må det ske ved domstolene.
Påbud skal varsles til både ejere og brugere
En kommune kan sikre, at bestemmelserne i en lokalplan bliver overholdt. Det fremgår af planlovens § 51. Men før kommunen giver et påbud, skal påbuddet varsles. Hvis det ulovlige forhold drejer sig om brugen af en ejendom, skal både ejere og brugere af den pågældende ejendom varsles om påbuddet.
Rødovre Kommune har varslet påbuddet over for ejendommens ejer. Men hvem der bruger ejendommen til motorcykelklub, har kommunen ikke kunnet fastslå. Kommunen må påvise, hvilke lokaler det drejer sig om, mener ejeren. Kommunen må også bevise, at en motorcykelklub har brugsret til lokalerne.
Når kommunen kun har varslet påbuddet over for ejeren, er det en væsentlig, retlig mangel, afgør Planklagenævnet. Påbuddet ophæves. Kommunen skal identificere, hvilke lokaler der anvendes til motorcykelklub, som ejeren siger. Herefter må man finde ud af, om ejendommens ejer kan pålægges at oplyse om, hvem lejeren er.
Links
Planklagenævnets afgørelse i sagen om motorcykelklubben i Rødovre.
Rødovre Kommunes lokalplan 142.
Artiklens forfatter og formål
Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.
Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.