En lokalplan må ikke forbyde hemse

Tårnby Kommunes lokalplan skal begrænse indbliksgener ved at forbyde hemse. Men en lokalplan må ikke forbyde hemse, fastlår Planklagenævnet, for lokalplaner må ikke regulere bygningers indretning. Løsningen er måske i stedet at regulere placering af vinduer på tage, facader og gavle, hvis indbliksgenerne skal begrænses?

Forbud mod hemse til personophold

Tårnby Kommune vedtager lokalplan 150 for en række kolonihaveområder. Lokalplanens § 9.1.5 fastsætter, at der ikke må etableres hemse i kolonihavehusene. Forbuddet begrundes med ønsket om at begrænse etageantallet. En hems er en indskudt etage, men kommunen.

Kommunen har sådan set ikke noget i mod hemse, som bruges til opbevaring. Det er hemse til personophold, der er problemet. Er der vinduer ved hemsen, kan det give indbliksgener.

Ingen hjemmel til forbud mod hemse

Kolonihaveforbundet klager til Planklagenævnet. Forbundet mener, at forbuddet mod hemse mangler hjemmel i planloven, fordi en lokalplan må ikke stille krav til bygningers indretning. Nævnet deler forbundets opfattelse og ophæver § 9.1.5.

Lokalplaner kan regulere etageantallet, konstaterer Planklagenævnet, men ikke forbyde hemse. Et sådant forbud handler – som Kolonihaveforbundet mener – om bygningernes indretning, og indretningen kan ikke reguleres i en lokalplan.

Hvad skal Tårnby Kommune og vi andre gøre i fremtiden?

Jeg kan godt forstå Tårnby Kommunes begrundelse for forbuddet mod hemse. I et kolonihaveområde med små grunde og huse i én etage, kan hemse – hvis der er højtsiddende vinduer – medføre indbliksgener. Men hemse reguleres altså med bygningsreglementet, må vi konstatere.

Vi har til gengæld hjemmel til at stille krav til facaders udformning i planlovens § 15, stk. 2, nr. 7. Løsningen kan være – hvis man vil undgå indbliksgener fra hemse – at regulere placering af vinduer på tage, facader og gavle.

Mere information

Se Planklagenævnets afgørelse i sagen om hemse.

Se Tårnby Kommunes lokalplan 150.

Artiklens forfatter og formål

Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.

Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.

Share Post :

More Posts