Skal kommuneplanen miljøvurderes?

Dragørs kommuneplan skal ikke miljøvurderes, selvom planen ændrer på rammebestemmelserne for et fritidsanlæg i kystnærhedszonen og tæt på et Natura 2000-område. Der er tale om mindre ændringer i den gældende planlægning. Rammeområdet bruges i forvejen til offentlige og rekreative formål.

Skal kommuneplanen miljøvurderes?

Dragør Kommune beslutter, at den nye kommuneplan ikke skal miljøvurderes. Kommunen mener, at det er tilstrækkeligt at screene planforslaget. En borger klager til Planklagenævnet. Hun mener, at kommuneplanen skulle have været miljøvurderet.

Planklagenævnet fastholder kommunens afgørelse. Der er ikke obligatorisk pligt til at miljøvurdere kommuneplanforslaget. Miljøscreeningen giver ikke anledning til, at der skal laves en miljøvurdering.

Obligatorisk pligt til miljøvurdering

Miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1, fastsætter, at der – som udgangspunkt – er obligatorisk pligt til miljøvurdering, hvis fysisk planlægning fastlægger rammerne for projekter, som er omfattet af lovens bilag 1 og 2.

I henhold til lovens § 8, stk 2, nr. 1, gælder den obligatoriske pligt til miljøvurdering dog ikke, hvis der er tale om mindre ændringer i den fysiske planlægning. I disse tilfælde skal der gennemføres en miljøscreening som grundlag for at vurdere, om det er nødvendigt at miljøvurdere.

Mindre ændringer i rammebestemmelserne

Borgeren mener, at kommuneplanen skal miljøvurderes, fordi bestemmelser for to rammeområder åbner mulighed for et fritidsanlæg. Fritidsanlægget ligger i kystnærhedszonen og tæt på både et Natura 2000-område og flere § 3-områder. Det vil medføre mere støj.

Kommuneplanen medfører mindre ændringer i de gældende bestemmelser for rammeområderne, konstaterer Planklagenævnet. Ændringerne handler hovedsagligt om at begrænse anvendelsesmulighederne. Derfor er er ikke obligatorisk pligt til miljøvurdering.

Tilstrækkeligt med miljøscreening

Dragør Kommune vurderer i miljøscreeningen, at det ikke er nødvendigt at miljøvurdere kommuneplanen. Begge rammeområderne bruges i dag til offentlige og rekreative formål. Derfor vil ændringerne i rammebestemmelser ikke medføre en væsentlig indvirkning på miljøet.

Planklagenævnet deler kommunens vurdering. Det er tilstrækkeligt at miljøscreene forslaget til kommuneplanen.

Mere information

Planklagenævnets afgørelse i sagen om de to rammeområder.

Dragør Kommunes kommuneplan 2022.

Gå ikke glip af nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af artiklerne om Planklagenævnets afgørelser, så tilmeld dig mit nyhedsbrev her: https://www.carlsensplaner.dk/tilmeld-dig-nyhedsbrev/

Artiklens forfatter og formål

Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.

Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.

Share Post :

More Posts