Bevaring af kulturmiljø er begrundelse nok for planlægning i kystnærhedszonen i Syddjurs Kommune

Syddjurs Kommune vedtager et tillæg til kommuneplanen og en ny lokalplan for et område i kystnærhedszonen. Kommunen vil sikre, at bebyggelsen opføres i overensstemmelse med byggestilen i kulturmiljøet Egil Fischers Ferieby. Dén planlægningsmæssige begrundelse er tilstrækkelig, afgør Planklagenævnet. Det skyldes bl.a., at der er tale om et område med eksisterende bebyggelse, justering af rammeområder og begrænsede muligheder for nybyggeri.

Kommuneplantillæg i strid med kystbeskyttelsen?

Syddjurs Kommune vedtager et tillæg til kommuneplanen for et område ved Femmøller Strand. Området ligger inden for kystnærhedszonen, og en beboer inden for området klager til Planklagenævnet. Beboeren mener, at kommuneplantillægget strider mod planlovens § 5b, stk. 1, nr. 1.

§ 5b, stk. 1, nr. 1, fastsætter, at der kun må planlægges for anlæg i landzone, hvis der er en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for kystnær lokalisering.

Planlægning for at sikre byggestilen i kulturmiljøet

Formålet med kommuneplantillægget er at sikre, at fremtidens bebyggelse bliver opført i overensstemmelse med byggestilen i områdets kulturmiljø, Egil Fischers Ferieby. Derfor justeres rammebestemmelserne for et eksisterende sommerhusområde. Men der udpeges også nye rammeområder for ca. 10 hektar eksisterende bolig, erhverv og rekreative områder.

Samtidig med tillægget er der vedtaget en lokalplan 426, som skal sikre bevaring og udvikling af kulturmiljøet. Lokalplanen hindrer yderligere udstykning af området bortset fra udstykningen af fem helårsboliger og etablering af et fælleshus i en eksisterende lade.

Begrundelsen for planlægning er tilstrækkelig

Planklagenævnet konstaterer, at kommuneplantillægget ikke åbner mulighed for nye bebyggelse eller udstykning, før der udarbejdes nye lokalplaner. Kravet til en planlægningsmæssig begrundelse er begrænset, når der er tale om et område med eksisterende bebyggelse og en justering af rammeområder.

Men hvad så med de fem nye helårsboliger? Det har næppe været formålet med planlovens bestemmelser at hindre omdannelsen af en udtjent landbrugsejendom til andre formål, som der er tale om, vurderer Planklageklagenævnet. Kommunens begrundelse for planlægning i kystnærhedszonen er tilstrækkelig.

Mere information

Planklagenævnets afgørelse i sagen om planlægning for et område ved Femmøller Strand.

Syddjurs Kommunes tillæg 1 til kommuneplanen og lokalplan 426.

Gå ikke glip af nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af artiklerne om Planklagenævnets afgørelser, så tilmeld dig mit nyhedsbrev her: https://www.carlsensplaner.dk/tilmeld-dig-nyhedsbrev/

Artiklens forfatter og formål

Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.

Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.

Share Post :

More Posts