Nej, kommune. Take-away gør ikke restauranten til en butik

Er et pizzeria en restaurant eller en butik? Svaret synes måske indlysende. Men hvad nu, hvis pizzeriaet kun sælger pizzaer til take-away? Kan pizzeriaet så sidestilles med en butik? Nej, afgør Planklagenævnet i sagen om et pizzeria i Herning. Der er stadig tale om en restaurant, og den anvendelse kan ikke sidestilles med en butik.

Pizzeria i strid med anvendelsesbestemmelsen?

En pizzeria med take-away er i overensstemmelse med lokalplanen, afgør Herning Kommune. Men en grundejerforening fra området klager til Planklagenævnet og får medhold: Pizzeriaet er i strid med lokalplanens anvendelsesbestemmelse.

Anvendelsesbestemmelsen fastsætter, at ejendommens stueetage kun må udnyttes til mindre butikker, kontorvirksomheder, liberale erhvervsvirksomheder og boliger. Det fremgår, at området ikke må anvendes til restaurationsvirksomhed. Hvordan kan kommunen så give tilladelse til pizzeriaet?

Er take-away det samme som en butik?

Pizzeriaet må kun sælge pizzaer som take-away, fremgår det af kommunens afgørelse. Der må kun være stole til folk, som venter på at få deres bestilling. Pizzaerne må ikke spises på stedet. Derfor vurderer kommunen, at pizzeriaet skal betragtes som en butik.

Den opfattelse deler Planklagenævnet ikke. Hverken butik eller restaurant defineres i lokalplanen. Så må en butik betragtes som detailhandel med salg til private, mens en restaurant må defineres som publikumorienterede serviceerhverv.

Take-away er stadig en restaurant

Der kan være betydelig forskel på butikker og restauranter, når det kommer til åbningstider, kørselsmønstre, parkeringsbehov og eventuel støjpåvirkning af omgivelserne, påpeger nævnet. Derfor kan de to typer anvendelser ikke sidestilles, må vi forstå, og et pizzeria skal betragtes som en restaurant – take-away eller ej.

Da et pizzaria strider mod lokalplanens anvendelsesbestemmelse, kan der ikke dispenseres, fordi anvendelsen er et lokalplanprincip. Vil kommunen tillade et pizzeria, skal der udarbejdes en ny lokalplan.

Mere information

Planklagenævnets afgørelse i sagen om pizzeriaet i Herning.

Gå ikke glip af nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af artiklerne om Planklagenævnets afgørelser, så tilmeld dig mit nyhedsbrev her: https://www.carlsensplaner.dk/tilmeld-dig-nyhedsbrev/

Artiklens forfatter og formål

Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.

Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.

Share Post :

More Posts