Hvem var H. C. Ørsted? Og hvorfor står der et monument over ham i Østre Anlæg i København? Måske har du undret dig over en af de mange bronzemonumenter af mænd fra 1800-tallets anden halvdel. Lidt gemt og glemt står de dér på torve og i parker i de danske købstæder. Uden nogen betydning for os i dag.

Engang betød de noget for det borgerskab, der rejste monumenterne. De var udtryk for borgerskabets værdier: At gøre sit for fædrelandet og kende sin plads i samfundet. Monumenterne provokerede de arbejdere, som de skulle opdrage. De var et vigtigt element af kampen om, hvem der skulle regere Danmark.

H. C. Ørsted og alle de andre monumenter var langt fra de tandløse, gammeldags pyntegenstande, som de ligner i dag. I denne artikel dykker vi ned i monumentets historie. Skulpturen som politisk manifest.

Monumentet er ikke en tilfældig, harmløs reminder

Monumentet er en skulptur men ikke en hvilken som helst slags. Skulpturen er rumlig kunst – et tredimensionelt objekt – men monumentet er mere end det. Ordet “monument” kommer af latin “moneo”, som betyder at mindes. Derfor bruges mindesmærke ofte som synonym for monument.

Et mindesmærke peger bagud. Det skal minde os om en person eller en begivenhed i fortiden. Det er ikke en tilfældig, harmløs reminder. Nogen har valgt præcis, hvem vi skal huske. Hvad der er værd at mindes. Derfor siger mindesmærket også noget om samtidens værdier.

Når en skulptur ikke kun er et kunstnerisk udsagn men også et symbol på bestemte værdier, så bliver det et politisk manifest. Et udsagn om, hvad der er rigtigt og forkert. Derfor er mindesmærket eller monumentet også en ideologisk kampplads. Det var det i perioden fra 1850 til 1920, som vi skal se nærmere på her. Det kan det også være i dag.

Store forandringer i Danmark i midten af 1800-tallet

Midten af 1800-tallet er på mange måder en tid med store forandringer i Danmark. Industrialismen ændrer helt grundlæggende måden, vi producerer og forbruger varer på. Den flytter mennesker fra marker på landet til fabrikker i byerne.

I 1849 får vi grundloven, der afskaffer enevælden og indfører demokratiet. Et nyt selvbevidst borgerskab får mere magt i byerne, men lige rundt om gadehjørnet findes også en beskidt, uopdragen og farlig arbejderklasse, som borgerne er bange for.

Frygten for arbejderne betyder, at borgerskabet beslutter sig for at prøve at opdrage dem. Gaderne, bygningsarkitekturen, parkerne og monumenterne – alt skal gå op i en højere enhed. De skal fortælle én og kun én historie om, hvad der politisk, moralsk og æstetisk er rigtigt.

Det multikulturelle og det danske Danmark

Før midten af 1800-tallet var Danmark et multikulturelt kongerige, hvor der taltes flere sprog. I det egentlige Danmark talte man dansk, men kongeriget bestod også af Island, Færøerne og Grønland, af Norge frem til 1814 og af hertugdømmerne Slesvig og Holsten, hvor de fleste borgere talte tysk.

Mange danskere var meget stolte af deres land på den tid. De blev kaldt nationalliberale, og de ville have et Danmark, der omfattede den del af Slesvig, hvor man talte dansk. Det førte til to krige med Tyskland i 1848-50 og 1864, som vi endte med at tabe.

Danmark mistede hertugdømmerne, og det betød, at Danmark nu var dansk – ikke et multikulturelt land, hvor der også blev talt tysk. For borgerskabet var kongen, fædreland og den danske historie de traditionelle og afgørende værdier – både før og efter krigene.

Bønder og arbejdere var optaget af at skabe bedre forhold for de dårligst stillede, og det skabte gnidninger med borgerskabet og uenighed om de monumenter, som borgerskabet opstillede i byerne.

Arbejderne skal opdrages med monumenter

Arkitekten Ferdinand Meldahl var en fortalerne for en indretning af byens rum, så de svarede til borgerskabets ideal om den gode by. Han ville fylde gader og torve med statuer af berømte mænd, sejrsmonumenter og en allegorisk figurgruppe over de danske landsdele.

Børnene skulle huske de mænd, der formede historien. De skulle forstå, at det altid handler om at gøre sit for fædrelandet. Så ville de blive voksne arbejdere på et tidspunkt, som kendte deres plads i samfundet. Meldahl vidste, at billeder – eller skulpturer – kan have en stærkt opdragende effekt.

“Et af Menneskeslægtens store Hjælpemidler…er at søge i det…kuende, og dog forædlende udtryk, som Bygningskunsten eller Kunsten ved sine Midler saa godt og let kan fremkalde selv hos den mindst udviklede Del af Samfundet, der, hvor Individet netop skal føle sig som et underordnet Led af det Hele”. Ferdinand Meldahl, 1877

De første danske monumenter

Før 1850 var der få monumenter i København og så godt som ingen i de andre danske byer – bortset fra gravmonumenter på kirkegårdene. Der var f.eks. rytterstatuerne af Christian 5. på Kongens Nytorv fra 1688 og Frederik 5. på Amalienborg Slotsplads fra 1771, og der var frihedsstøtten på Vesterbrogade fra 1797. Monumenter var voldsomt dyre at lave.

I 1850´erne og 60´erne blev der rejst gravmonumenter over de soldater, som døde i krigene mod Tyskland. Især i de jyske og fynske byer hvor soldaterne bukkede under på feltlazaretterne nær krigszonen.

Danmark kunne ikke dy sig for at prale lidt trods de mange døde: “Den danske Landsoldat efter Sejren” blev sat i Fredericia i 1858 og Istedløven i Flensborg 1862 som symboler på sejren over tyskerne i den første slesvigske krig.

Efter Frederik 7.´s død i 1863 fik den populære konge, som gav Danmark demokratiet, en række mindesmærker – primært på Sjælland, Lolland og Falster. Der var ikke råd til flere mindesmærker i de jyske og fynske byer, der allerede havde rejst soldaternes gravmonumenter, og det bagvedliggende budskab var også det samme.

Historiske personer så virkelighedstro som muligt

I 1870´erne og frem blev modsætningerne mellem borgerskabet og godsejerne på den ene side og bønderne og arbejderne på den anden mere og mere tydelige. Derfor rejste borgerskabet masser af monumenter i disse år, som betonede deres værdier: Det handler om at gøre sit for fædrelandet og kende sin plads i samfundet.

Bertel Thorvaldsen er en af Danmarks store billedhuggere. Han var kendt i hele Europa og lavede skulpturer til paven og kongerne. Da han vendte hjem fra Italien i 1838, var danskerne så stolte af ham, at han blev den første og eneste æresborger i København.

Thorvaldsen fandt inspiration i antikkens personer og myter, men det var gået af mode, da borgerskabet købte monumenter fra 1850 og frem. Statuer af f.eks. gudernes flyvende sendebud, Merkur, kunne ingen længere forholde sig til.

Nu var der brug for skildringer af rigtige historiske personer fra Danmarkshistorien, og de skulle vises så virkelighedstro som muligt. Da H. C. Ørsted skulle have et monument i 1860, ville kunstneren give ham antikke gevandter på. Men den gik ikke: Komitéen bag monumentet tvang Ørsted i samtidens jakke og bukser.

Konger, krigshelte, kulturpersonligheder og politikere

I 1863 havde kunsthistorikeren N. L. Høyen nemt ved at komme med forslag til personer, som burde hædres med et monument: Det kunne være Absalon, Jens Juel, Tordenskjold, Tycho Brahe, Ole Rømer og Ludvig Holberg. Konger, krigshelte og kulturpersonligheder. Alle sammen mænd.

Det kunne være mænd fra middelalderen men også nyligt afdøde personer. Ikke mindst politikere fra egne rækker som f.eks. J. F. Schouw, der havde været med i den grundlovsgivende forsamling. Med ét blev disse personers handlinger og meninger ophøjet til en del af den danske historie og sat i fornemt selskab med Absalon og Jens Juel.

Mange af disse monumenter blev rejst i København, men også de andre danske købstæder fik mindesmærker over krigshelte og store, lokale mænd. Det gjaldt f.eks. i Svaneke, hvor bysbarnet og tidligere kulturminister J. N. Madvig fik et monument i 1874, og i Århus, hvor Enrico Dalgas – hedens dyrker – døde og blev hædret med et monument i 1901.

Opgør med borgerskabets dominans

Helt frem til omkring århundredeskiftet bestemmer borgerskabet, hvilke monumenter der skal stå i byrummene. Det er ikke med arbejderklassens gode vilje – tværtimod – men det koster mange penge at lave et monument, og desuden skal man have kommunalbestyrelsens tilladelse. De fleste kommunalbestyrelser var domineret af borgerskabet.

I 1901 får vi parlamentarisme i Danmark. Det betyder, at regeringen ikke må have et folketingsflertal i mod sig. Efter at have styret landet siden 1849 må det kongetro og nationaltsindede Højre overlade magten til partiet Venstre, der har flertal i folketinget. Man kan se Systemskiftet, som denne begivenhed kaldes, som et symbol på det temaskift for byernes monumenter, der er undervejs.

Danmarksmonumenent

Danmarksmonumentet i Østre Anlæg i København er et eksempel på, hvordan tiderne skiftede. I 1892 havde kong Christian 9. og dronning Louise guldbryllup. Den begivenhed skulle mindes, mente Ferdinand Meldahl og andre fra borgerskabet.

Der blev lavet et pompøst monument med alt, hvad der findes at nationale symboler: Moder Danmark med dagmarkors, guldhorn og rigsvåbnets tre løver. Monumentet stod færdigt i 1897, og det blev placeret på pladsen foran det nyåbnede Statens Museum for Kunst i København.

Allerede i 1919 blev det for meget for alle andre end de mest kongetro og kunstnerisk konservative. Kongen var død 13 år tidligere, og nu blev monumentet flyttet til en ubemærket plads inde i Østre Anlæg bag museet.

En rød klud i ansigtet på borgerskabet

Arbejderklassen og bønderne nøjedes ikke med at flytte borgerskabets monumenter af vejen. De lavede også deres egne. Kunne de ikke få lov til at opstille et monument i byerne, så satte de dem op på landet, hvor Venstre havde flertal.

I 1880 rejstes en mindebuste i Viby ved Århus over venstremanden Lars Bjørnbak, som havde demokratiske og antimilitaristiske værdier i modsætning til borgerskabet. Placeringen ved landevejen var nøje udvalgt, for her kunne busten ses af arbejdere og bønder på vej til og fra Århus.

I 1908 havde Venstre magt nok til at sætte et mindemærke over Viggo Hørup i Københavns fineste park, Kongens Have. Hørup var en af de politikere, som havde bekæmpet Højres udemokratiske styre før 1901.

J. F. Willumsens monument var en rød klud i ansigtet på borgerskabet. Hørups kropsstilling provokerede, og den kunstneriske stil var et brud med tidligere københavnske mindesmærker.

Bryggeriet Carlsbergs rige ejer, Carl Jacobsen, forsøgte at få Willumsens “Raaheds-Monument” fjernet og erstattet med skulpturer i borgerskabets smag. Men det lykkedes ikke.

Socialdemokrater og almindelige mennesker

I 1910´erne fik også socialdemokraterne deres monumenter over egne helte. Borgmester Jens Jensen i Bispebjerg ved København i 1913, og Peter Sabroe i Århus i 1924.

Fra 1920 og 50 år frem opstillede kommunalbestyrelser og monumentkomitéer mindesmærker over personer, der skulle hædres. Det kunne være en forfatter eller en polarforsker. Sågar en kvindelig skoleleder. Det kunne også være anonyme typer som arbejderere, sportsmænd og kvinder med børn.

Danmarkshistoriens store mænd var blevet erstattet af almindelige mennesker, og borgerskabets dominans over byens monumenter var endegyldigt forbi.

H. C. Ørsted kender vi. Men hvem var Natalie Zahle?

Fotografiet øverst i artiklen viser H. C. Ørsted. Fotografiet lige oven over viser monumentet over Natalie Zahle. Begge monumenter står i H. C. Ørstedsparken i København. De fleste af os kender Ørsted. I hvert fald hans navn. Det var ham, der opdagede elektromagnetismen – sammenhængen mellem elektriske og magnetiske felter. H. C. Ørsteds monument er rejst af Københavns Kommune i 1876.

Mere interessant er det, at langt færre kender Natalie Zahle. Jeg gjorde i hvert fald ikke. Zahle kæmpede for kvinders ret til uddannelse. Hun startede en læreruddannelse for kvinder, og senere udviklede hun emn række skoler, herunder gymnasie, seminarie, musikskole og husholdningsskole.

Det er også interessant, at Zahles monument er langt mindre end H. C. Ørsteds, der knejser på en høj og kunstfærdig sokkel. Og så var det ikke kommunen men elever og venner, der tog initiativet til at rejse hendes monument. Den københavske park er i øvrigt opkaldt efter Ørsted – ikke Zahle, selvom hendes skole ligger lige om hjørnet på Nørre Voldgade.

Vil du vide mere?

Denne artikel er skrevet på grundlag af Jens Toftgaard Jensens detaljerede fortælling om borgerskabets monumenter. Jensens fortælling er fyldt med eksempler på datidens mindesmærker, og den er absolut læseværdig, hvis du vil dykke ned i monumenternes historie fra 1850-1920. Du finder artiklen “Borgerskabets byideal og monumentsætning ca. 1850-1920” i bogen Den moderne by, som blev udgivet af Aarhus Universitetsforlag i 2006.

Læs også artiklen “I Am Queen Mary“. Den handler om et nutidigt monument, som gør op med den traditionelle fortælling om de dansk-vestindiske øer og sætter fokus på, at Danmarks kolonieventyr bygger på slavegørelsen af afrikanere.

Gør du dig nogle tanker om, hvordan man kan udforme et moderne monument til et byrum, så er artiklen “The Fallen Astronaut – hvad er det monument?” noget for dig. Artiklen går i kødet på monumentets tema, placering, skala, formgivning, materialer, farver og ikke mindst – interaktionen mellem monument og beskuer.