Fodboldbanen er en bebyggelse

Er en fodboldbane i Ålsgårde en bebyggelse? Ja, det er den, fastslår Planklagenævnet, fordi der er tale om en fast konstruktion, omgivet af et panel- og stålgitterhegn i 2-4 meters højde. Begrebet bebyggelse er temmeligt bredt og diffust. Men vi kan være med til at afgrænse definitionen på bebyggelse i en konkret lokalplan.

Ulovlig dispensation

Helsingør Kommune giver tilladelse til en fodboldbane i Ålsgårde. Tilladelsen omfatter et par dispensationer fra lokalplanen, fordi fodboldbanen skal anlægges i kunstgræs. Det strider imod lokalplanens krav om, at området skal være beplantet med naturligt græs, vurderer kommunen.

En nabo og en grundejerforening klager til Planklagenævnet, og nævnet giver dem medhold: Tilladelsen til kunstgræsanlægget ophæves. Kommunens dispensation strider mod lokalplanens anvendelsesbestemmelse, og der kan ikke dispenseres fra lokalplanens principper.

Fodboldbanen er en bebyggelse

Planklagenævnet er ikke optaget af, om fodboldbanen anlægges i kunstgræs eller naturligt græs. Det centrale er, mener nævnet, om fodboldbanen skal betragtes som en bebyggelse. Lokalplanens anvendelsesbestemmelse fastsætter nemlig, at området skal friholdes for bebyggelse.

Fodboldbanen er en “fast konstruktion, der indhegnes med et panel-/stålgitterhegn med varierende højder på henholdsvis 2 og 4 m”, konstaterer Planklagenævnet. Derfor er anlægget en bebyggelse i byggelovens forstand.

Hvad er bebyggelse?

Nu savner du måske en definition på begrebet bebyggelse? Planklagenævnet skriver: “Byggelovens bebyggelsesbegreb må tillægges betydelig vægt ved vurderingen af, hvad der må anses for at være bebyggelse i planlægningsmæssig sammenhæng”. Og hvordan definerer byggeloven så bebyggelse?

  • “Bebyggelse (er) defineret som bygninger og mure samt andre faste konstruktioner og anlæg”, refererer Planklagenævnet, og videre
  • “Bebyggelse omfatter således ikke alene, hvad der normalt kaldes bygninger, men også f.eks. en hegnsmur, pergola, terrasse og lignende tilbehør til bygninger, hvis bebyggelsen har karakter af at være en fast konstruktion, samt antennemaster, lysmaster, gyllebeholdere, jordbærtunneller og vindmøller”.

Hvad skal Helsingør Kommune og vi andre gøre i fremtiden?

Hvis en terrasse og en jordbærtunnel kan opfattes som bebyggelse, så er alle typer anlæg vel potentielt omfattet af begrebet? Det kan gøre det svært for os byplanlæggere at vide, hvordan lokalplanen efterfølgende skal administreres. Men Planklagenævnet giver os en håndsrækning:

“I forbindelse med en lokalplan har det…væsentlig betydning, hvordan begrebet bebyggelse i øvrigt er anvendt, og hvad hensynet bag bestemmelserne om bebyggelse i lokalplanen er”, skriver Planklagenævnet. Nævnet konstaterer i denne sag, at “lokalplanen (ikke) indeholder en definition eller fortolkningsbidrag i forhold til begrebet”.

Det betyder med andre ord – som jeg læser afgørelsen – at vi som byplanlæggere kan være med til at sætte rammerne for opfattelsen af bebyggelse, hvis vi definerer begrebet i den konkrete lokalplan.

Links

Planklagenævnets afgørelse i sagen om kunstgræsanlægget i Ålsgårde.

Helsingør Kommunes lokalplan 4.22.

Hvad er forskellen på en bygning og en bebyggelse? Dét handler en afgørelse fra juni 2021 om. I afgørelsen fastslår Planklagenævnet, at bebyggelse er et videre begreb end bygning. Du kan læse mere om afgørelsen i artiklen “Planklagenævnet: Bygning er et mere snævert begreb end bebyggelse”.

Hvad er definitionen på et hus? Dét handler en afgørelse om fra august 2021. Her fastslår Planklagenævnet, at en carport ikke er omfattet af begrebet hus. Læs nærmere i artiklen “Planklagenævnet: En carport er ikke et hus“.

Artiklens forfatter og formål

Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.

Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.

Share Post :

More Posts