Klagefrister tolkes restriktivt. Det skriver Planklagenævnet i en afgørelse fra sidste onsdag. Der skal helt særlige omstændigheder til, for at klagefristen forlænges. Det gælder især, hvis nogen har en modsat interesse end klageren.
Beboere venter på aktindsigt før de klager
18. marts 2021 giver Aalborg Kommune landzonetilladelse til en gittermast. Afgørelsen offentliggøres på kommunens hjemmeside samme dag sammen med en klagevejledning: Klager over landzonetilladelsen skal afleveres til Planklagenævnet senest 4 uger efter – altså den 15. april.
En gruppe beboere får en kopi af landzonetilladelsen den 26. marts, og den 29. marts beder de om aktindsigt. De vil gerne have aktindsigtens dokumenter, før de sender en klage. Derfor venter de med at klage.
Ingen forlængelse af klagefristen
Klagen afleveres først den 16. april – en dag efter klagefristens udløb. Skal fristen så forlænges, fordi beboerne ventede på at få aktindsigt? Nej, vurderer Planklagenævnet, og nævnet afviser at behandle klagen.
Der er ikke “undskyldelige omstændigheder”, som begrunder en overskridelse af klagefristen – heller selvom det kun er én dag. Kommunen har vejledt korrekt om klagefristen, afgør Planklagenævnet, og “indgivelsen af klagen (var) ikke…afhængig af kommunens afgørelse om aktindsigt”.
Hvornår kan fristen forlænges?
I afgørelsen beskriver Planklagenævnet betingelserne for, hvornår fristen for at aflevere en klage kan forlænges. Det er værd at bide mærke i, at nævnet tolker klagefrister restriktivt – også selvom der er tale om korte fristforlængelser. Det gælder især i sager, hvor nogen har en modsat interesse end klageren.
- Hensynet til andre parter med modstående interesser: Er der en modpart, kan kun ekstraordinære forhold medføre, at klagen alligevel behandles, skriver Planklagenævnet. Nævnet pointerer, at praksis omkring “klagefrister er restriktiv, navnlig i sager, hvor der – som i dette tilfælde – er andre parter med modstående interesser. En klage, der er indgivet efter udløbet af klagefristen, vil normalt blive afvist, også selvom der er tale om en ganske kort overskridelse”.
- Længden på fristoverskridelsen: Planklagenævnet skriver det ikke. Men vi må gå ud fra, at en kort fristoverskridelse er mere sandsynlig at godkende end en lang.
- Afgørelsens betydning for klageren.
- Baggrunden for overskridelsen: Der har bl.a. betydning, om der er givet korrekt klagevejledning som i sagen i Aalborg Kommune.
- Andre undskyldelige omstændigheder.
Relevante links
Planklagenævnets afgørelse i sagen om klagefrist i Aalborg Kommune.
Bekendtgørelse 130 af 28. januar 2017. Planklagenævnet henviser til denne bekendtgørelse, for så vidt angår fastsættelse af klagefrister. Retten til at klage fremgår i Planlovens § 58.
Artiklens forfatter og formål
Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.
Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.