Planklagenævnet gav 30. marts Københavns Kommune medhold i, at en spejderhytte ikke er lokalplanpligtig. Afgørelsen er interessant, fordi den indkredser lokalplanpligten i henhold til planlovens § 13, stk. 2. Den er også interessant, fordi den forholder sig til, hvornår en nabo er part i en sådan afgørelse. Og hvornår en kommunen skal håndhæve en servitut.
Spejderhytte: Lokalplan, partshøring og servitut
Københavns Kommune vil tillade, at der bygges en spejderhytte i Brønshøj. Hytten kommer til at ligge på en ejendom i et parcelhusområde med villaer i 1-2 etager. På ejendommen er der opført et 34 meter højt vandtårn, som er fredet. Ejendommen udnyttes i dag til rekreativt og offentligt tilgængeligt grønt område.
Kommunen vurderer, at spejderhytten ikke kræver lokalplan, når man ser på projektets omfang og indvirkning på omgivelserne. Dén afgørelse klager grundejerforeningen og en gruppe naboer over. De mener, at spejderhytten er lokalplanpligtig. At kommunen burde have partshørt dem i spørgsmålet om lokalplanpligt. Og at en servitut med forbud mod larm m.m. burde håndhæves.
Spejderhytten ikke lokalplanpligtig
Planklagenævnet giver kommunen ret. Spejderhytten kræver ikke lokalplan. Her henviser nævnet til lokalplanpligten i henhold til planlovens § 13, stk. 2, og til denne paragrafs motiver og praksis: Der er ikke tale om væsentlige ændringer i det bestående miljø. Nævnet kommer med følgende begrundelser for afgørelsen:
- Fortsat grønt område: Ejendommen vil fortsat fremstå som et rekreativt og offentligt tilgængeligt grønt område, efter at spejderhytten er bygget.
- Ikke væsentligt mere trafik: Biltrafikken ændres ikke afgørende, fordi der er tale om et bymæssigt område, hvor der i forvejen er trafik. 6 parkeringspladser til biler og 40 parkeringspladser til cykler flyttes og etableres. Men det medfører ikke lokalplanpligt.
- Ingen væsentlige visuelle ændringer: Spejderhytten bygges i en højde på 7,1 meter. Det er betydeligt lavere en vandtårnet på 34 meter. Derfor vil spejderhytten ikke ændre indtrykket af vandtårnet på afstand. Spejderhytten får et andet arkitektonisk udtryk end de omkringliggende villaer. Men vandtårnet adskiller sig fra villaerne i dag, og parcelhuskvarteret i forvejen en uensartet bebyggelse.
- Ingen pligt i henhold til kommuneplanen: Kommuneplanens betydning for lokalplanpligt er meget begrænset, fastslår Planklagenævnet. Kommuneplanen udlægger ejendommen til bl.a. fritidsundervisning. Det taler ikke for behovet for en lokalplan.
Partshøring forudsætter væsentlig, individuel interesse
Kommunen har pligt til at høre sagens parter, inden der træffes en afgørelse. Det fremgår af forvaltningslovens § 19, stk. 1. Men er nogen part i sagen om spejderhytten og lokalplanpligt? Part i afgørelser som denne er “adressaten for en konkret afgørelse…altid…men også andre, der har en væsentlig og individuel interesse i sagen og dens udfald”, skriver Planklagenævnet.
En afgørelse, der på “en ensartet måde gør indgreb i en større personkreds´ interesser”, udtynder den enkeltes interesse. “Dette vil ofte være relevant i relation til plansager”, fastslår Planklagenævnet. En udtyndet interesse kan falde under væsentlighedstærsklen, så personkredsen ikke længere har partsstatus. Det er ikke nok at være nabo for at være part. Der skal være konkrete og væsentlige gener som f.eks. lystab, indbliksgener eller tabt udsigt.
I sagen om spejderhytten er ingen af naboerne part i sagen, vurderer Planklagenævnet. Derfor har de ikke krav på at blive hørt i spørgsmålet om lokalplanpligt. Spejderhytten kommer til at ligge på den modsatte side af vejen. Den bliver ikke højere en villaerne og medfører derfor ikke anderledes indbliksgener. Der kommer ikke mere støj end i dag, hvor ejendommen er offentligt tilgængeligt rekreativt område.
Kommunen skal ikke håndhæve en privatretlig servitut
Klagerne gør opmærksom på en servitut, som udelukker generende virksomhed, der medfører røg, larm, støv eller lugt. De forventer den slags gener fra spejderhytten. Kommunen bør forholde sig til muligheden for at håndhæve servitutten i henhold til planlovens § 43, mener de.
Kommunen svarer, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at nedlægge et forbud mod spejderhytten i henhold til § 43. Paragraffen fastsætter, at kommunen kan “sikre overholdelsen af servitutbestemmelser om forhold, hvorom der kan optages bestemmelser i en lokalplan”. Måske henviser kommunen til, at en lokalplan ikke kan fastsætte bestemmelser om den konkrete, daglige brug af en ejendom – herunder f.eks. støjniveauet?
Om kommunen er afskåret fra at håndhæve servitutten – det tager Planklagenævnet ikke stilling til. Nævnet konstaterer, at kommunen kan vælge at håndhæve servitutten eller lade være. Det er ikke en afgørelse, man kan klage over til nævnet. Derfor afvises klagen.
Hvad skal Københavns Kommune og vi andre gøre i fremtiden?
Planklagenævnets afgørelse hjælper os med at indkredse lokalplanpligten i henhold til planlovens § 13, stk. 2, og defintionen på, hvem der er part i en kommunal afgørelse. Det afgørende er – skriver nævnet – at væsentlige ændringer i det bestående miljø medfører lokalplanpligt. Part i en sag er den, som har en væsentlig og individuel interesse.
Håndhævelsen er privatretlige servitutter eller ej er mere mudret efter min mening. Her synes jeg, at vi byplanlæggere og byggesagsbehandlere har brug for mere viden om muligheder og pligt i henhold til planlovens § 43 og sammenhæng med kommunal planlægning og byggesagsbehandling i øvrigt:
- Valg eller pligt: Planklagenævnet fastslår i afgørelsen, at kommunen kan vælge at håndhæve en privatretlig servitut – så længe servitutbestemmelserne drejer sig forhold, der kan reguleres med en lokalplan. Det fremgår dog i Den kommenterede planlov, side 711, at kommunen som påtaleberettiget kan være forpligtet til at håndhæve en privatretlig servitut.
- Servitutter og lokalplan: I den konkrete sag i Københavns Kommune vælger kommunen ikke at håndhæve servitutten – enten fordi man ikke vil, eller fordi man ikke kan. Men hvad betyder det i praksis? At servitutten skal håndhæves ved civilretligt søgsmål? Hvilken betydning får servituttens forbud mod røg, larm, støv eller lugt for en kommende spejderhytte?
Relevante links
Planklagenævnets stadsfæstelse af, at spejderhytte ikke kræver lokalplan.
Planklagenævnet orienterer nr. 5 om håndhævelse af privatretlige servitutter. Nævnet har udgivet publikationen, fordi mange kommuner henviser til den forkerte hjemmel, når det drejer sig om at håndhæve privatretlige servitutter. I publikationen fremgår det bl.a., at nogle kommuner fejlagtigt henviser til planlovens § 19 om dispensation fra lokalplaner, når servitutterne håndhæves.
Artiklens forfatter og formål
Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.
Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.
