Planklagenævnet ophævede onsdag Randers Kommunes afgørelse om, at stien omkring en legeplads er i overensstemmelse med lokalplanen. Nævnets afgørelse viser, at kortbilagene kan være lige så bindende som bestemmelserne. Selv en begrænset afvigelse fra stiens placering på lokalplanens kortbilag 2 kræver dispensation: Vi byplanlæggere skal overveje nøje, hvad vi viser og hvordan, når vi tegner kortbilag.
Stien rundt om legepladsen på begge sider
Randers Kommune giver tilladelse til etablering af en legeplads i et nyt boligområde med parcelhuse og rækkehuse. Legepladsen skal ligge i en en grøn kile i bebyggelsen. Samme sted stiller lokalplan 355 krav om, at der etableres en sti c-d. Legepladsen og stien skal derfor tænkes sammen.
Bygherre og kommune bliver enige om et projekt, hvor stien deler sig i to og løber omkring legepladsen på begge sider. Det er der flere grunde til, svarer kommunen, da nogle naboer klager. Kommunen vil gerne opretholde symmetrien og undgå, at stien kun løber forbi legepladsen på den ene side. Kommunen vurderer, at det er sikkerhedsmæssigt uforsvarligt, hvis stien skal løbe gennem legepladsen.
Afvigelse fra kortbilaget kræver dispensation
En gruppe naboer klager over kommunens tilladelse til Planklagenævnet, og nævnet giver dem medhold: Lokalplanens § 4.1 fastsætter, at arealer til stier er vist på kortbilag 2. På kortbilaget er stien vist som en lige linje fra c til d, som nævnet fremhæver. Kommunen har tilladt er projekt, hvor den lige linje brydes op, så stien kan løbe rundt om legepladsen på begge sider.
“Kortbilag…har kun bindende virkning, hvis der er henvist til dem i de egentlige lokalplanbestemmelser. Såfremt der er uoverensstemmelse mellem kortbilag og lokalplanbestemmelser, går lokalplanbestemmelserne…forud”, skriver Planklagenævnet. § 4.1 henviser eksplicit til kortbilag 2, for så vidt angår placering af stien c-d. Der står intet andet om stiens placering i bestemmelserne.
Ergo er der ikke uoverensstemmelse mellem kortbilag og bestemmelser. Projektet tilsidesætter stien lige forløb mellem c og d. Dét kræver dispensation, vurderer Planklagenævnet. Men kommunen har givet en byggetilladelse – ikke dispenseret. Derfor ophæver nævnet byggetilladelsen.
Hvad skal Randers Kommune og vi andre gøre i fremtiden?
Planklagenævnet trækker en klar streg i sandet: Når forløbet af en sti er vist på et kortbilag i lokalplanen, fanger bordet. Så kan stiens forløbet ikke ændres, medmindre kommunen dispenserer. Hvordan kunne Randers Kommune have undgået at blive underkendt af nævnet? Hvordan kan vi andre undgå det i fremtiden?
- Principiel placering: Mange lokalplaner fastsætter, at kortbilag viser en principiel placering af en sti. Men hvordan opfatter Planklagenævnet en formulering som denne? Er den så rummelig, at den viste placering kan fraviges? Kræver det en nærmere beskrivelse i lokalplanbestemmelserne? Jeg hører gerne om afgørelser og erfaringer med dette.
- Ingen konkret placering: Jeg har selv brugt den formulering i mindst én lokalplan, at en sti skal forbinde punkterne a og b. De to punkter er vist på et kortbilag, men derudover er den nærmere placering ikke vist på kortbilaget. Måske kunne Randers Kommune have undgået at få byggetilladelsen ophævet, hvis man have gjort noget tilsvarende?
- Dispensation: Egentlig er det ikke så slemt. Randers Kommune kunne bare have dispenseret. Planklagenævnet gør opmærksom på, at der ikke må dispenseres i strid med lokalplanens principper. Men det aktuelle projekt strider næppe mod formålsparagraffen, som kræver, at “der skabes gode stiforbindelser mod henholdsvis nord / syd og øst / vest”.
Bonusinfo: Planlovens §§ 15a og 15b regulerer ikke afgørelser
Klagerne mener også, at kommunens tilladelse til legeplads og sti overtræder planlovens §§ 15a og 15b. Legepladsen vil medføre støj og sandfygning, og det bør der sikres imod. Men her får de ikke medhold af Planklagenævnet.
“Planlovens § 15 a og b vedrører vedtagelsen af lokalplaner og regulerer muligheden for at lokalplanlægge på støjbelastede arealer og arealer belastet af luftforurening. Bestemmelserne regulerer dermed ikke kommunens konkrete afgørelser efter en lokalplan, herunder hvorvidt et forhold er umiddelbart tilladt efter lokalplanen eller kræver dispensation”, skriver Planklagenævnet.
Med andre ord (og som jeg læser afgørelsen): Mener naboerne, at legepladsen skaber udfordringer med støj og støv? Burde der efter deres mening stilles krav om afskærmning i henhold til §§ 15a og 15b? Så skulle de have klaget over lokalplanen. For det er lokalplanen, der fastsætter, om der er behov for afskærmning – ikke kommunens afgørelser i henhold til lokalplanen, når den er vedtaget.
Relevante links
Planklagenævnets ophævelse af Randers Kommunes afgørelse om, at legeplads og sti er i overensstemmelse med lokalplanen.
Randers Kommunes lokalplan 355.
Artiklens forfatter og formål
Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.
Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv. Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.
