Hvor mange bydelscentre må der ligge i en bydel, og hvad skal et bydelscenter indeholde?

Hjørring Kommune vil etablere et nyt bydelscenter i den sydlige del af Hjørring. Men den går ikke, afgør Planklagenævnet. Det nye bydelscenter vil reelt betyde, at der er to centre inden for samme bydel, og det er forbudt. Desuden er det nye bydelscenter ikke tilstrækkeligt varieret, når det kommer til forskellige funktioner.

Et nyt bydelscenter i Hjørring

Hjørring Kommune vil etablere et nyt bydelscenter i den sydlige del af Hjørring. Centeret skal omfatte en eksisterende udvalgsvarebutik på ca. 8.600 m2 etageareal og en ny dagligvarebutik på 3.300 m2 etageareal.

Kommunen vedtager et tillæg til kommuneplanen og en ny lokalplan, men en brancheforening klager til Planklagenævnet, og nævnet ophæver det nye plangrundlag.

Planlægningen overholder hverken planlovens krav til placeringen af et bydelscenter eller lovens krav til et bydelscenters funktionelle indhold, afgør nævnet.

Ikke to bydelscentre i samme bydel

I Hjørrings kommuneplan er der allerede udpeget et bydelscenter ved Bispensgade. Det eksisterende center ligger knap 500 meter i fugleflugt fra det nye. Men tillægget til kommuneplanen argumenterer for, at Hjørrings sydlige del kan opdeles i to oplande – ét til hvert bydelscenter.

Dén vurdering afviser Planklagenævnet. Det nye bydelscenter overholder ikke de krav til placering, som er fastlagt i planlovens § 5m, stk. 1, og i lovens forarbejder, mener nævnet.

Bydelscenteret placeres i udkanten af sit opland. Det strider mod kravet om, at et bydelscenter skal ligge centralt i bydelen. Centeret vil komme til at betjene boliger i oplandet til bydelscenteret ved Bispensgade, forventer Planklagenævnet. Det strider mod forbuddet mod flere bydelscentre i samme bydel.

Bearbejdet illustration fra Hjørring Kommunes tillæg 8 til kommuneplanen: Med gul, stiplet cirkel er vist placeringen af det nye bydelscenter. Det mørke område viser det udpegede opland til bydelscenteret. Det eksisterende bydelscenter ved Bispensgade er vist med lyseblå, stiplet cirkel.

Et bydelscenter skal være varieret

Det nye bydelscenter kommer som nævnt til at indeholde en dagligvarebutik og stor udvalgsvarebutik med telebutik og spisested.

Men det er ikke varieret nok, afgør Planklagenævnet. Det fremgår af planlovens § 5m, stk. 2, og af lovens forarbejder, at placeringen af et bydelscenter “skal tage udgangspunkt i tilstedeværelsen og koncentrationen af en række funktioner, herunder butikker, kulturtilbud, privat og offentlig service”.

Det nye bydelscenter vil primært være omgivet af boliger og erhverv, konstaterer nævnet, selvom kommunen påpeger, at der findes bil- og motorcykelforhandlere, kirke, børneinstitution, beskyttede boliger og forskellige offentlige og private klinikker inden for en afstand på 500 meter.

Mere information

Planklagenævnets afgørelse i sagen om det nye bydelscenter.

Hjørring Kommunes tillæg 8 til kommuneplanen og lokalplan 110-L09.

Gå ikke glip af nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af artiklerne om Planklagenævnets afgørelser, så tilmeld dig mit nyhedsbrev her: https://www.carlsensplaner.dk/tilmeld-dig-nyhedsbrev/

Artiklens forfatter og formål

Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.

Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.

Share Post :

More Posts