Skal påvirkningen af en natursti miljøvurderes?

En natursti skal opgraderes, så den kan bruges som forbindelse mellem en ny parkeringsplads og museet i Tirpitz. Stien ligger inden for klitfredningslinjen i et beskyttet område. Derfor burde påvirkningen af stien have været miljøvurderet, afgør Planklagenævnet.

Ny parkeringsplads til museet i Tirpitz

Varde Kommune vedtager tillæg 2 til kommuneplanen og lokalplan 05.01L16 endeligt. Det nye plangrundlag åbner mulighed for en ny parkeringsplads til 200 biler til museet i Tirpitz. Parkeringspladsen skal etableres på en mark, som hidtil har været ubebygget.

Kommunen har miljøvurderet det nye plangrundlag. Men en gruppe naboer klager til Planklagenævnet over miljøvurderingen, og nævnet giver dem medhold. Miljøvurderingen er utilstrækkelig. Derfor ophæves vedtagelsen af plangrundlaget.

Natursti som forbindelse

Den nye parkeringsplads skal anlægges øst for Gammel Mælkevej, hvor der i dag findes en midlertidig parkeringsplads. En eksisterende natursti forbinder området med museet. Det er den sti, museumsgæsterne skal bruge, når de bruger den nye parkeringsplads.

Naturstien ligger uden for planområdet, men kommunen vurderer, at den skal opgraderes. Den skal befæstes, så den kan bruges til bl.a. barnevogne, og der skal være bedre skiltning.

Påvirkning af stien skal miljøvurderes

Miljøvurderingen forholder sig ikke til, om den nye parkeringsplads vil påvirke naturstien. Hvad stien skal bruges til – det falder uden for det, der skal miljøvurderes, men kommunen.

Stien bliver den direkte vej mellem parkeringspladsen og museet. Den ligger inden for klitfredningslinjen, og museumsgæsterne vil derfor krydse et beskyttet område. Derfor skal påvirkningen af stien med i miljøvurderingen, afgør Planklagenævnet.

Planområdet er vist med orange omrids. Museet i Tirpitz ses skråt nedenfor mod venstre. Naturstien mellem den nye parkeringsplads og museet kan anes som en hvid streg. Illustration fra Varde Kommunes lokalplan 05.05L16.

Mere information

Planklagenævnets afgørelse i sagen om stien til museet i Tirpitz.

Varde Kommunes lokalplan 05.01.L16.

Gå ikke glip af nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af artiklerne om Planklagenævnets afgørelser, så tilmeld dig mit nyhedsbrev her: https://www.carlsensplaner.dk/tilmeld-dig-nyhedsbrev/

Artiklens forfatter og formål

Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.

Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.

Share Post :

More Posts