Beplantning på tage kan være alt fra sedum til mindre træer

Odder Kommune giver byggetilladelse til et sommerhus med en skorsten på 8 meters højde og mindre nåletræer på taget. Hverken skorsten eller træer skal overholde lokalplanens krav om en maksimal højde på 5 meter til tagryg, afgør kommunen implicit. Planklagenævnet stadfæster kommunens vurdering.

Bliver sommerhuset for højt?

Odder Kommune vurderer, at et nyt sommerhus i Saksild opføres i overensstemmelse med lokalplanen. Men en gruppe beboere fra sommerhusområdet klager til Planklagenævnet.

Lokalplanen fastsætter, at bygningshøjden ikke må overstige 5 meter, målt fra niveauplan til tagryg. Må sommerhuset så opføres med 8 meter høj skorsten? Må der plantes nåletræer på taget, når lokalplanen åbner mulighed for “græs- eller naturtage”? Det mener beboerne ikke.

Skorstene og beplantning ikke omfattet

Lokalplanens bestemmelse regulerer hverken højden på skorstene eller beplantning på tage, mener Planklagenævnet. Det regulerer kun højden på tagryggen.

Sommerhuset opføres i overensstemmelse med lokalplanen. Kommunens afgørelse fastholdes.

Hvad skal Odder Kommune og vi andre gøre i fremtiden?

Odder Kommune og Planklagenævnet er kommet frem til samme konklusion: Skorsten og tagvegetation overholder lokalplanen. Men jeg synes, at det er stof til eftertanke. Det gælder bl.a. højden på skorstene, som åbenbart ikke er reguleret med den maksimale højde til tagryg.

Lokalplanen fastsætter, at der må etablere “græs- og naturtage”. Det hjemler åbenbart, at man må plante mindre træer på tagene. Hvis vi som planlæggere har en holdning til højden på beplantning på et tag, så skal vi skrive det. Vi kan ikke – som beboerne i sommerhusområdet – forvente, at det bliver sedum.

Mere information

Planklagenævnets afgørelse i sagen om sommerhuset i Saksild.

Odder Kommunes lokalplan 3031.

Gå ikke glip af nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af artiklerne om Planklagenævnets afgørelser, så tilmeld dig mit nyhedsbrev her: https://www.carlsensplaner.dk/tilmeld-dig-nyhedsbrev/

Artiklens forfatter og formål

Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.

Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.

Share Post :

More Posts