Sidste del af terrænbestemmelsen er røget ud i den version af lokalplanen, som er lagt på plandata.dk. Det betyder, at terrænbestemmelsen ikke kan håndhæves, selvom der åbenlyst er sket en fejl.
Terrænbestemmelsen kan ikke håndhæves
Ringkøbing-Skjern Kommune dispenserer fra lokalplanens bestemmelse om terrænregulering, så terrænet kan reguleres med 1,9 meter. Men en nabo klager over dispensationen til Planklagenævnet.
Nævnet ophæver kommunens dispensation, men ikke fordi kommunen ikke må dispensere. Bestemmelsen kan ikke håndhæves, afgør nævnet.
En del af sætningen røg ud
Da forslag til lokalplan 433 blev offentliggjort, stod der i terrænbestemmelsen, at “der ikke (må) foretages permanente reguleringer af det naturlige terræn på mere end +/- 0,5 m.”.
I den endeligt vedtagne lokalplan, som er lagt på plandata.dk, står der, at “der ikke (må) foretages permanente reguleringer af det naturlige terræn på mere”. Den sidste del af sætningen røget ud.
Det er lokalplanen på plandata.dk, der er bindende
Kommunen erkender, at der er sket en fejl. Men det gælder stadig, at terrænet ikke må reguleres med mere end +/- 0,5 meter, mener kommunen.
Den vurdering er Planklagenævnet ikke enig i. Det er lokalplaner på plandata.dk, der har retsvirkning for borgerne. Og i den version af lokalplan 433, der ligger på plandata.dk, er der ikke noget loft for terrænregulering. Terrænregulering på 1,9 meter er umiddelbart tilladt.
Hvad skal Ringkøbing-Skjern Kommune og vi andre gøre i fremtiden?
Ringkøbing-Skjern Kommune har naturligvis ikke bevidst offentliggjort en lokalplan med en terrænbestemmelse, hvor halvdelen mangler. Men der er ingen kære mor i Planklagenævnet: Det er den lokalplan, der er lagt på plandata.dk, der er bindende for borgerne.
Det er pænt irriterende, når nu der tydeligvis er sket en fejl. Men det kan ikke være anderledes. Borgerne skal vide, hvor de kan finde lokalplanen. Og de skal vide, at den er gældende. Opdager vi en graverende fejl i en lokalplan, er det bare med at få lagt den rigtige version på plandata.dk asap.
Mere information
Planklagenævnets afgørelse i sagen om terrænregulering.
Ringkøbing-Skjern Kommunes lokalplan 433.
Gå ikke glip af nyhedsbrev
Hvis du ikke vil gå glip af artiklerne om Planklagenævnets afgørelser, så tilmeld dig mit nyhedsbrev her: https://www.carlsensplaner.dk/tilmeld-dig-nyhedsbrev/
Artiklens forfatter og formål
Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.
Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.