En kommune må gerne håndhæve en lokalplan, selvom det drejer sig om ulovlige forhold af underordnet betydning

Planlovens § 51, stk. 3 fastsætter, at en kommune ikke er forpligtet til at håndhæve en lokalplan, hvis der er tale om et ulovligt forhold af underordnet betydning. Men det betyder ikke, at kommunen ikke kan håndhæve lokalplanen over for forholdet, hvis kommunen vil. Det fastslår Planklagenævnet i sagen om fysisk lovliggørelse af en kvist i Klampenborg.

Kvisten skal lovliggøres

Lyngby-Taarbæk Kommune har tidligere sagt nej til at give en lovliggørende dispensation til en kvist på en ejendom i Klampenborg. Nu går kommunen skridtet videre og giver ejeren et påbud: Du skal lovliggøre kvisten fysisk.

Ejeren klager til Planklagenævnet. Der er tale om en renoveret, udvidet kvist. Der er ikke etableret nye kviste. Taget er ikke hævet. Tagformen er ikke ændret. Der må være tale om et underordnet, ulovligt forhold i henhold til planlovens § 51, stk. 3.

Må gerne men skal ikke

Det er muligt, medgiver Planklagenævnet. Men det betyder ikke, at Lyngby-Taarbæk Kommune er afskåret fra at kræve kvisten lovliggjort fysisk.

§ 51, stk. 3 fastsætter kun, at kommunen ikke har pligt til at håndhæve lokalplanen. Med andre ord: Kommunen har stadig ret til at kræve kvisten lovliggjort i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser.

Mere info

Planklagenævnets afgørelse i sagen om kvisten i Klampenborg.

I en lignende sag fra København giver kommunen et påbud om fysisk lovliggørelse af en parkeringsplads i forhaven, som er etableret i strid med lokalplanen. Parkeringspladsen skal fjernes og hækken genplantes. Ejeren klager til Planklagenævnet, for der må være tale om et forhold af underordnet betydning. Men nævnet fastslår, at kommunen gerne må kræve et ulovligt forhold af underordnet betydning lovliggjort. Se Planklagenævnets afgørelse.

Gå ikke glip af nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af artiklerne om Planklagenævnets afgørelser, så tilmeld dig mit nyhedsbrev her: https://www.carlsensplaner.dk/tilmeld-dig-nyhedsbrev/

Artiklens forfatter og formål

Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.

Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.

Share Post :

More Posts