Skur eller beboelse i en kolonihaveforening?

I juli 2024 offentliggjorde Planklagenævnet tre afgørelser om påbud, der drejer sig om en kommunes håndhævelse af den privatretlige servitut for nogle kolonihaver. Afgørelserne drejer sig alle om, hvorvidt det tilladte beboelsesareal er overskredet eller ej. Hvornår er der tale om beboelse, og hvornår er der tale om et skur?

Beboelsesarealet er overskredet

Ballerup Kommune giver et påbud til tre ejere af kolonihavehuse: Det bebyggede grundareal til beboelse er overskredet. I den privatretlige servitut fremgår det, at arealet ikke må overstige 50 m2. I de tre haver er grundarealet 61, 64,6 og 78,5 m2, vurderer kommunen.

Det fremgår ikke direkte af afgørelserne. Men vi må formode, at kommunen stiller krav om fysisk lovliggørelse.

Skure og ikke beboelse

De tre ejere af kolonihavehusene klager til Planklagenævnet over påbuddene. Servitutten tillader overdækkede terrasser, udhuse og lignende med et maksimalt omfang på samlet 30 m2 – ud over de 50 m2 bebygget grundareal til beboelse, påpeger de.

Der er ikke tale om en overskridelse af loftet på bebygget grundareal til beboelse men derimod skure, som ikke skal regnes med i de 50 m2.

Konstruktion, vinduer og isolering afgørende

Et skur er en mindre bygning i tilknytning til en bolig til opbevaring af f.eks. haveredskaber og cykler, mener Planklagenævnet. Hvis en bygning eller et rum er indrettet til eller konkret anvendes til beboelse, så er det ikke et skur.

Spørgsmålet er derfor, om kolonihavehusenes ejere har ret i, at der er tale om skure, eller kommunen har ret i, at det er bygninger til beboelse. I alle tre tilfælde får kommunen medhold, og påbuddene opretholdes. Nævnet bygger bl.a. afgørelserne på følgende forhold:

  • “Skurene” er integreret i kolonihavehusene under samme tagkonstruktion. Der er ingen ydre forhold som f.eks. dimensioner og materialer, der adskiller dem fra resten husene.
  • “Skurene” er udført med vinduer – nogle af dem termovinduer – ovenlysvinduer og dør.
  • “Skurene” er tilsyneladende isolerede.

Mere information

Planklagenævnets afgørelse i sagen om grundarealet på 61 m2.

Planklagenævnets afgørelse i sagen om grundarealet på 64,6 m2.

Planklagenævnets afgørelse i sagen om grundarealet på 78,5 m2.

Gå ikke glip af nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af artiklerne om Planklagenævnets afgørelser, så tilmeld dig mit nyhedsbrev her: https://www.carlsensplaner.dk/tilmeld-dig-nyhedsbrev/

Artiklens forfatter og formål

Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.

Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.

Share Post :

More Posts