Hindrer lokalplanen, at en bolig udlejes som feriebolig? Kun hvis lokalplanen fastsætter, at boligen skal udnyttes som helårsbolig. Det viser en afgørelse i Planklagenævnet.
Airbnb er ikke hotelformål
To ejerlejligheder må ikke anvendes til udlejning på airbnb, afgør Københavns Kommune. Udlejningen har karakter af hotelformål, og det er ikke tilladt. Der er givet tilladelse til beboelse i overensstemmelse med lokalplanen.
Ejendommens ejer klager, og Planklagenævnet giver ham medhold. Udlejningen af lejlighederne har ikke karakter af hoteldrift. I henhold til sommerhusloven er et hotel en selvstændig erhvervsvirksomhed med overnattende gæster og mulighed for servering.
Ejerforhold kan ikke reguleres
Udlejning på airbnb har karakter af ferie- og fritidsformål, mener nævnet. Lokalplanen stiller ikke krav om, at ejerlejlighederne skal udnyttes til helårsboliger. Derfor er det ikke i strid med lokalplanen at udnytte dem som ferieboliger.
Desuden kan en lokalplan ikke regulere ejerforhold. Der er ikke hjemmel til at fastsætter, at boliger skal være ejer- eller lejeboliger men ikke ferie- og fritidslejligheder, påpeger nævnet.
Hvad gør kommunen?
For en kommune, som gerne vil begrænse kommerciel udlejning af boliger som ferieboliger, er Planklagenævnets afgørelse tankevækkende. Eneste vej frem – hvis kommunen vil udelukke udlejningen – synes at være at fastsætte i lokalplanerne, at boliger skal være helårsboliger.
Planklagenævnet gør dog opmærksom på, at der ikke er taget stilling til, om udlejning af ejerlejlighederne kræver tilladelse efter sommerhusloven. Det er Plan- og Landdistriktsstyrelsens bord at afgøre.
Mere information
Planklagenævnets afgørelse i sagen om airbnb i København.
Københavns Kommunes lokalplan 318.
Gå ikke glip af nyhedsbrev
Hvis du ikke vil gå glip af artiklerne om Planklagenævnets afgørelser, så tilmeld dig mit nyhedsbrev her: https://www.carlsensplaner.dk/tilmeld-dig-nyhedsbrev/
Artiklens forfatter og formål
Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003 – først i kommunal forvaltning og senest som selvstændig. Nu er jeg konsulent i Dansk Byplanlaboratorium.
Planklagenævnets afgørelser er ofte lange og detaljerede. Jeg læser dem for at blive klogere og deler her et hurtigt overblik. Dette er ikke en juridisk tolkning. Vil du vide præcist, hvad nævnet har skrevet, finder du linket ovenfor.