I et lille boligkvarter i storbyen Osaka i Japan med bygninger i to etager og smalle, mørke gader er facaderne domineret af brunt, gråt og beige. Der er gitter for vinduerne med røgfarvet og mælkehvidt glas. Privatlivet i boligen og fællesskabet i gaderummet er fuldkommen adskilt.

Midt i denne gråbrune, tilknappede tristesse er der små eksplosioner af frodighed og farver mellem husets facade og det befærdede gaderum – det sted, man også kalder kantzonen. Beboerne har kilet sukkulenter, blomster og grøntsager ind blandt el-installationer, aircondition-anlæg og cykler.

Er vi helt alene i Osaka?

Jeg havde forventet gader i Osaka med klassiske japanske huse i træ og papir eller raffineret, moderne betonbyggeri à la Tadao Ando på gadehjørnerne. Men jeg bliver lidt skuffet. Husene er anonyme uden særlig sans for facadekomposition, materialer og sammensætninger. Det var det samme i Tokyo. Jeg kan ikke finde den japanske sans for æstetik i storbyerne.

Og så er en gåtur i gaderne i Osakas hipsterkvarter, Nakasaki, en lidt trist, karakterløs oplevelse. Jeg møder ingen, og boligerne er helt tillukkede. Lukkede døre, gitre for vinduerne, mælkehvidt glas. Her generer man ikke nogen med sin tilstedeværelse som turist. Privatlivet er pakket væk.

Tableauer af frodighed og farver

Men så får jeg øje på de små tableauer af frodighed og farver langs facaderne. Kaktus og sukkulenter. Alpevioler, stedmoderblomster og primula. Bonsai-træer. Kål og kamelia. Selvom beboerne skjuler privatlivet, så er de ikke ligeglade med gaderummet. De fylder det med blomster og grøntsager til glæde for sig selv og naboerne.

Der er kamp om pladsen. Kantzonen er smal – næppe over en halv meter – og der skal være plads til både el-installationer og aircondition-anlæg sammen med det grønne. Beboerne udnytter pladsen til det yderste og med størst mulig visuel effekt. Overalt er potterne stablet op på aircondition-anlæg, trapper og plantestiger, så alle planterne kan ses på samme tid. Så det grønne får fylde.

Sans for den smukke detalje

Grimme plastpotter og aircondition-anlæg pynter ikke i Osakas gader. Men der er en særlig sans for den smukke detalje, synes jeg – selvom det lyder som den sædvanlige floskel om japanernes æstetiske raffinement. En evne til at få meget ud af lidt. Det gælder f.eks. grøntsagsplanterne oven på airconditionanlægget med den brune flisevæg som baggrund.

Resterne af to salatplanter skaber en frodig skovbund sammen med persille og en slags kløver. Et rødløg og et hvidløg spirer i hvert sit bæger. Prikken over i´et er kålplanten, som har fået lov til at springe i blomst, så det kaster knaldgult ud over omgivelserne. Det er muligt, at hele sceneriet bare er en praktisk samling af grøntsager, som skal spises i aften. Men jeg tror, at der er tænkt over opsætningen.

Subtile kombinationer på kryds og tværs

Og se kombinationen af en skammel, lidt potter og et par stearinlys nedenfor. Umiddelbart er der ingen sammenhæng mellem tingene, indtil man får øje på, at skamlens tre hvide stjerner binder den sammen med stearinlyset med det amerikanske flag og koppen, der står “STAR” på. Indtil man opdager, at “STAR”-koppen har samme form som den gule plast-kop.

At plastkoppen og lerpotterne alle er fyldt med kaktus og sukkulenter. Og at lerpotternes teglfarve harmonerer med skamlens rødbrune sæde. Genstande, som ved første øjekast virker fuldkommen vilkårligt sammensatte, får pludselig et fællesskab. Det må være en bevidst komposition.

Inspiration til danske kantzoner og en helt anden oplevelse i Shanghai

I Nakasaki i Osaka er kantzonen mellem hus og befærdet gade ganske smal, Og alligevel får beboerne udnyttet pladsen optimalt med små opsætninger i flere etager, som giver karakter og sætter farve på omgivelserne. Jeg synes, det er inspirerende. Måske behøver vi heller ikke så meget plads foran de danske facader til det personlige præg? Tag selv en virtuel tur i området på googlemaps.

Hvis du er interesseret i kantzoner, så kan du læse min artikel “Privatlivet ude i gaderummet – kantzoner i Shanghai“. Shanghais kantzoner er en helt anden oplevelse. Jeg føler mig på besøg i fremmede menneskers private hjem, selvom jeg er udenfor, og det virker suspekt at kigge og tage billeder. Privatlivet er rykket helt ud i det offentlige gaderum.