Du kender sikkert spørgsmålene, hvis du er byplanlægger eller arkitekt: Hvorfor bygger vi ikke som i gamle dage? Hvorfor skal det hele være så ens? Jeg plejer at svare, at vi lever i en anden tid, hvor betingelserne for at bygge er anderledes end for 300 år siden. Men så var jeg i Ærøskøbing i pinsen, hvor gaderne i den gamle bymidte emmer af den købstadsidyl, som de fleste danskere elsker.

I Ærøskøbing er gadebilledet en varieret oplevelse, og det skyldes nok den matrikulære opdeling, de krumme, takkede gadeforløb og udviklingen over hundredvis af år. Andre steder bruger vi byplanlægningen til at forcere facadevariationen i nye bydele som Sluseholmen og Århusgade-kvarteret i København. Men kan vi få en mere selvgroet variation à la Ærøskøbing i de nye bydele, hvis vi vil?

Planlagt og implicit variation

I lokalplan 463 for Århusgade-kvarteret i København overlades det ikke til bygherrer og arkitekter at skabe variation på eget initiativ. Her står der blandt andet, at “alle stueetager overvejende (skal) fremstå med en vertikal orientering og opdeling af facaden og med stor variation i detaljeringen”.

“Det er lokalplanens formål at bevare bygninger og bymiljø i den gamle del af Ærøskøbing By”, står der i lokalplan 9-9B for Ærøskøbings bymidte, og “bygningers ydre må som udgangspunkt ikke ændres”. Lokalplanen nævner ikke ordet “variation” en eneste gang. I den gamle bydel er variationen tilsyneladende implicit.

Og dog: Ejerne har få muligheder for at ændre bygningernes udseende, men de kan vælge forskellige facadefarver inden for en begrænset palette. Vælger man en anden farve end den eksisterende, skal den godkendes af kommunen for at “imødegå for mange ensfarvede huse i samme gade”, som det fremgår af redegørelsen. Kommunen er opmærksom på, at friheden til at vælge facadefarve kan føre til ensretning af gadebilledet, hvis der f.eks. går mode i en bestemt blå. Ensretning er uønsket, variation er en af bymidtens kvaliteter.

Udvikling over tid og krumme, takkede gadeforløb

De tre vigtigste grunde til variationen i Ærøskøbings bymidte er formentlig den matrikulære opdeling, de krumme, takkede gadeforløb og udviklingen over tid. At udviklingen over tid kan sætte sit præg på Århusgade-kvarteret, må vi vente på. Lokalplanen er fra 2011, og bydelen har mindre end 10 år på bagen.

I Ærøskøbing har bymidten knapt 1.000 år på bagen. De ældste dele af Ærøskøbing er fra 1100-tallet, og bymidten har langsomt bredt sig til den i slutningen af 1600-tallet omfatter det område, vi ser i dag. Det ældste hus bevarede hus er fra 1645. De yngste fra det 20. århundrede. Bygninger, som blev opført i bindingsværk, er siden grundmuret. Én etage er blevet til to, eller tagetagen gjort beboelig med kviste. Tiden alene har skabt variation.

I Århusgade-kvarteret er gadeforløbene rette, så man ser en lang facaderække på samme tid. Facadebyggelinjerne er snorlige. I Ærøskøbings bymidte krummer gaden, så kigget begrænses og varieres, når du bevæger dig fra den ene ende til den anden. Facadelinjerne er takkede med fremspring og tilbagetrækninger, der medvirker til at variere oplevelsen.

Øverst karréer og gader i Århusgade-kvarteret. Nederst gadeforløbene i Ærøskøbings bymidte. Illustrationerne har samme skala. Det ses tydeligt, at gaderne i Århusgade-kvarteret er rette og facadebyggelinjerne snorlige, mens gaderne er krumme og facadelinjerne takkede i Ærøskøbing. Gaderne i Århusgade-kvarteret er bredere end i Ærøskøbing. Det er nødvendigt, fordi bebyggelsen er tænkt til biler og opført i op til 6 etager.

Den matrikulære opdeling

Tid og gadeforløb er vigtige grunde til variationen i Ærøskøbing bymidte, men jeg tror, at ejerforholdene – den matrikulære opdeling – er vigtigere. Århusgade-kvarteret er opdelt i karréer, og langt de fleste karréer er én ejendom – opført af én bygherre. Ærøskøbings bymidte består af lange, smalle ejendomme med korte facadeforløb mod gaderne.

Ærøskøbings matrikulære opdeling betyder, at ejerne af den enkelte ejendom har sat deres spor på et meget begrænset facadestræk over hundredvis af år. Det har skabt grobunden for oplevelsesrigdommen i dag. Den variation får vi næppe nogensinde i Århusgade-kvarteret, uanset om vi måtte ønske og tillade det med lokalplanen, fordi karréerne er fordelt på meget få ejere.

Øverst matrikulær opdeling i Århusgade-kvarteret. Nederst i Ærøskøbings bymidte. Illustrationerne har samme skala. Det ses tydeligt, at at den matrikulære opdeling i Ærøskøbing er mere finmasket end i Århusgade-kvarteret, og at ejendommene er smalle ud mod gaderne.

Selvgroet variation i en karré

Er det muligt at skabe grundlaget for en lignende, selvgroet variation i en ny bydel? Århundreder får vi ikke foræret. Og bliver det lidt kunstigt, hvis vi forsøger at planlægge krumme gadeforløb i en ny bydel som Århusgade-kvarteret, når kvarterets nærmeste nabo er et brokvarter med rette gadelinjer?

Vi kunne måske overveje en mere finmasket matrikulær opdeling. Det er sket før, at en karré er opdelt på flere grundejere. Tag f.eks. de to karréer på hver side af Ålborggade i det gamle Århusgade-kvarter i København. Her er der 18 ejendomme langs gaden. Etageantallet er ensartet, byggelinjerne er stramme og der er arkitektonisk sammenhæng mellem facaderne. Det er ikke så underligt, når bebyggelserne alle er opført på et brokvarter i slutningen af 1890´erne.

Men der er også de små, subtile forskelle fra ejendom til ejendom, som planlægningen tilstræber i Århusgade-kvarteret i facadeforløbene. Forskelle, der er kommet, fordi bebyggelserne er opført af hver sin bygherre og siden driftet af hver sin andels- eller ejerforening.

Ålborggade i København: Forsætninger imellem etagerne fra ejendom til ejendom. Skift mellem blank og pudset mur, mellem kvadrede stueetager og stueetager med plane facader. Røde, blå, hvide, gule og grå facader. Forskelligartede gesimsbånd og ornamenter.

Gader og matrikulær opdeling i det gamle Århusgade-kvarter. Ejendomme langs Aalborggade er vist med rødt. Illustrationen har samme skala som illustrationerne ovenfor.

Kan vi gentage princippet?

Bidder af en karré er formentlig ikke det, der står øverst på en udviklers eller en investors ønskeseddel. Det er nok nemmere at købe, bygge og drifte en hel karré end at købe en bid og koordinere med alle de andre ejere. En privat grundsælger kan ikke pålægges at dele sin ejendom op og sælge den i flere bidder.

Men hvad med en kommune eller et arealudviklingsselskab? Kan de vælge at opdele en ejendom til karrébebyggelse i flere ejendomme, selvom det ikke er udviklerne og investorernes kop the? Det vil jeg mene. Og arealselskabet kan efterfølgende vælge at sælge hver ejendom til en køber efter eget valg og på den måde prioritere at få forskellige købere på banen.

For kommunen er det ikke så enkelt, for ejendommene skal som hovedprincip sælges til højestbydende, medmindre andet kan begrundes sagligt. Selvom en kommunal ejendom deles op på flere ejendomme før salg, kan det potentielt være den samme udvikler og investor der byder mest på samtlige ejendomme. Men måske hvis man brød karréen op i ejendomme med meget forskellig byggeret? Eller hvis man udbød de forskellige ejendomme forskudt?

Det lyder kompliceret og dyrt. Men hvis ikke en karré brydes op på forskellige ejere, hvordan får vi så den rigdom af variation, vi oplever i Ærøskøbing og Ålborggade? Den variation, som kun kommer, når karréens dele er opført af hver sin bygherre og siden driftet af hver sin andels- eller ejerforening.