Rådighedsservitutter kan ikke ophæves med en lokalplan

Planloven fastsætter, at servitutter bortfalder, hvis de er uforenelige med en lokalplan. Men det gælder ikke alle servitutter. I en afgørelse om lokalplanen for udvidelsen af Bornholms Kunstmuseum pointerer Planklagenævnet, at en lokalplan ikke kan ophæve en rådighedsservitut.

Ophævelse af servitutten ophæves

Bornholms Regionskommune vedtager lokalplan 107, som skal åbne mulighed for en udvidelse af Bornholms Kunstmuseum. I lokalplanens § 11 fremgår det, at en servitut fra 1918 ophæves, når lokalplanen er endeligt vedtaget. En gruppe borgere klager til Planklagenævnet, og nævnet giver dem medhold: Ophævelsen af servitutten ophæves.

I servitutten fremgår det bl.a., at der gives adgang til for alle og enhver (til) at færdes på alle udlagte veje og gangstier samt på klipperne langs havet”. Denne del af servitutten har karakter af en privatretlig rådighedsservitut, vurderer Planklagenævnet, og den slags servitutter kan en lokalplan ikke ophæve.

Servitutter bortfalder i henhold til § 15, stk. 2, nr. 21

Hvilke servitutter kan en lokalplan egentlig ophæve? Dét ridser Planklagenævnet op i afgørelsen. “Private tilstandsservitutter, der indholdsmæssigt er uforenelige med en lokalplan, bortfalder automatisk ved lokalplanens offentliggørelse”, skriver nævnet og taler her formentlig om anden halvdel af planlovens § 15, stk. 2, nr. 21:: Der må ikke etableres forhold i strid med en lokalplans bestemmelser i henhold til lovens § 18.

En servitut kan også bortfalde, når der er tale om “udtrykkeligt angivne tilstandsservitutter, hvis servituttens opretholdelse vil være i strid med lokalplanens formål”, som der står i første halvdel af § 15, stk. 2, nr. 21. Der kan altså være servitutter, som bortfalder automatisk, og servitutter, som bortfalder, hvis det udtrykkeligt nævnes i lokalplanen.

Rådighedsservitutter bortfalder ikke

Nogle servitutter kan ikke ophæves med en lokalplan: “Der er…ikke hjemmel i planloven til ved lokalplan som erstatningsfri regulering at ophæve en rådighedsservitut, som er karakteriseret ved at angive en nærmere bestemt adgang til at råde over et areal”, skriver Planklagenævnet i afgørelsen. Men hvad er så egentlig forskellen på en rådighedsservitut og en tilstandsservitut?

Den kommenterede planlov: “Der sondres mellem begrænsede rettigheder, som giver ret til at udøve en vis råden over ejendommen…, og rettigheder, som giver ret til at kræve en vis tilstand opretholdt på ejendommen”. En rådighedsservitut kan f.eks. give ret til at færdes på en ejendom, mens en tilstandsservitut f.eks. kan handle om bebyggelsens omfang og udseende.

Hvad skal Bornholms Regionskommune og vi andre gøre i fremtiden?

Én ting er at skelne mellem rådighedsservitutter og tilstandsservitutter. En anden udfordring er at skelne mellem privatretlige og offentligretlige tilstandsservitutter. Og så er der spørgsmålet om, hvornår en servitut bortfalder automatisk i forlængelse af planlovens § 18. I den kommenterede planlov anbefales det, at man altid tager udtrykkeligt stilling til, hvilke servitutter, der skal aflyses – i stedet for at regne med automatisk bortfald.

Servitutter er efter min mening for specialister: Som byplanlæggere har vi brug for en servitutredegørelse fra f.eks. en landinspektør, hvis der er tinglyst mange og komplekse servitutter på de ejendomme, som en lokalplan skal omfatte. Efter min mening skal servitutredegørelsen give os klar besked tidligt i processen:

  • Hvilke servitutter er tinglyst på lokalplanområdets ejendomme?
  • Hvilke servitutter er uden betydning? Der kan f.eks. være servitutter, som vedrører dele af ejendommene, der ligger uden for lokalplanområdet.
  • Hvilke er problematiske? Kan de aflyses med en lokalplanbestemmelse? Er vi nødt til at tage højde for servitutterne i lokalplanen?

Links

Planklagenævnets afgørelse i sagen om den bornholmske servitut.

Bornholms Regionskommunes lokalplan 107.

Artiklens forfatter og formål

Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.

Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.

Share Post :

More Posts