Planklagenævnet opretholder Ikast-Brande Kommunes vedtagelse af lokalplanen for et nyt boligområde ved Brande Å. Kommunen har undersøgt forekomsten af bilag IV-arter tilstrækkeligt, vurderer nævnet, og lokalplanen udarbejdes i overensstemmelse med kommunesplanens retningslinjer for bevaringsværdige landskaber.
Nyt boligområde ved Brande Å
Ikast-Brande Kommune vedtager lokalplanen for et nyt boligområde med parcelhuse og tæt/lav-boliger syd for Brande ved Brande å. Området har tidligere være brugt til landbrug.
Danmarks Naturfredningsforening, en grundejerforening og en virksomhed klager til Planklagenævnet over vedtagelsen af lokalplanen.
Påvirkes flagermus og odder?
En af klagerne mener, at lokalplanen er vedtaget i strid med beskyttelsen af flagermus og odder. Det er bilag IV-arter – altså arter, som er omfattet af habitatsdirektivet bilag IV. Disse arters yngle- og rastesteder må ikke beskadiges.
Men hvad mener Planklagenævnet? Har kommunen i tilstrækkeligt omfang undersøgt forekomsten og den eventuelle påvirkning af bilag IV-arter? Er der grundlag for at udelukke, at bilag IV-arters yngle- og rastesteder ikke pårvirkes?
Ingen faste regler…
Der findes ingen regler for en kommunes undersøgelser, når der kommer til forekomsten af bilag IV-arter inden for et område, konstaterer Planklagenævnet. Undersøgelserne skal være “fyldestgørende” i forhold til lovgivningen om bilag IV-arter og officialprincippet*. De skal bygge på tilstrækkeligt aktuelle oplysninger.
Der kan foretages en screening af, om bilag IV-arters yngle- og rastesteder påvirkes, skriver nævnet. Hvis screeningen viser en risiko for påvirkning, så skal kommunen belyse sagen nærmere.
*Grundregel om, at en kommune skal undersøge forholdene ordentligt, inden der træffes en beslutning.
Tilstrækkelig undersøgelse
Ikast-Brande Kommune har undersøgt i tilstrækkeligt omfang, om bilag IV-arts yngle- og rasteområde beskadiges, afgør Planklagenævnet. Nævnet lægger vægt på, at
- Opslag i relevante databaser ikke viser en forekomst af bilag IV-arter inden for lokalplanområdet.
- En besigtigelse viser, at der hverken er bilag IV-arter inden for nærområdet, og at selve lokalplanområdet dyrkes som mark i dag.
- Der ikke skal fældes træer eller rives bygninger ned, hvilket kan have betydning for flagermus.
- Odders yngle- og rasteområder ikke kan forringes, fordi lokalplanområdet ikke ligger helt ned til Brande Å.
Lokalplan i strid med kommuneplanen?
Lokalplanområdet er en del af et bevaringsværdigt landskab, som er udpeget i kommuneplanen. Så må det være i strid med kommuneplanen at vedtage en lokaplan, som udlægger området til boliger, mener en af klagerne.
Det er korrekt, at en lokalplan skal udarbejdes i overensstemmelse med kommuneplanen, medgiver Planklagenævnet. Det gælder dog kun de dele, som fastsætter konkrete krav til lokalplanlægningen – altså især præcise retningslinjer og rammebestemmelser.
Lokalplan i overensstemmelse med retningslinjer
Er lokalplanen for boligerne ved Brande Å så i strid med kommuneplanen? Nej, afgør Planklagenævnet. For nok er området udpeget som bevaringsværdigt landskab i kommuneplanen. Men det fremgår i retningslinjerne, at der kan bygges inden for bevaringsværdige landskaber, hvis det ikke forringer landskabsværdien.
Desuden fremgår det i kommuneplanen, at lige netop lokalplanområdet er uden landskabelige værdier…
Mere information
Planklagenævnets afgørelse i sagen om boligerne ved Brande Å.
Ikast-Brande Kommunes lokalplan 415.
Gå ikke glip af nyhedsbrev
Hvis du ikke vil gå glip af artiklerne om Planklagenævnets afgørelser, så tilmeld dig mit nyhedsbrev her: https://www.carlsensplaner.dk/tilmeld-dig-nyhedsbrev/
Artiklens forfatter og formål
Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.
Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.