Hvis ikke lokalplanen eksplicit ophæver en servitut, er den ikke faldet bort. Medmindre den er åbenlyst uforenelig med lokalplanen.
Muligheden for beboelse er faldet bort
Hillerød Kommune afgør, at en servituts mulighed for at udnytte en ejendom til beboelse er faldet bort. Kommunen henviser til, at det strider mod formålet i lokalplanen. Lokalplanen fastsætter, at ejendommen skal udnyttes til erhverv.
Servituttens påtaleberettigede klager til Planklagenævnet. Servitutten er ikke bortfaldet, mener den påtaleberettigede.
Upræcis lokalplanbestemmelse – ikke bortfald
Lokalplanens § 12 fastsætter, at privatretlige tilstandsservitutter, der er uforenelige med lokalplanen, fortrænges af planen. Men er det præcist nok, til servitutten er ophævet som følge af bestemmelsen?
Nej, afgør Planklagenævnet. En lokalplan kan ophæve “udtrykkeligt angivne tilstandsservitutter”. Det fremgår i planlovens § 15, stk. 2, nr. 21. Men lokalplanbestemmelsen henviser ikke til den omdiskuterede servitut.
Åbenlys uforenelighed – automatisk bortfald
Spørgsmålet er derfor, om servitutten automatisk er faldet bort, fordi den er åbenlyst uforenelig med lokalplanen. Det fremgår af planlovens § 18, at der ikke må etableres forhold i strid med bestemmelserne i en lokalplan.
Lokalplanens formålsparagraf fastsætter, at lokalplanen skal sikre omdannelsen af området til et erhvervsområde. Anvendelsesbestemmelsen fastsætter, at der kun må etableres erhverv. Servitut og lokalplan er uforenelige. Servituttens mulighed for beboelse er dermed automatisk bortfaldet.
Mere information
Planklagenævnets afgørelse i sagen om beboelse i Hillerød.
Hillerød Kommunes lokalplan 241.
Gå ikke glip af nyhedsbrev
Hvis du ikke vil gå glip af artiklerne om Planklagenævnets afgørelser, så tilmeld dig mit nyhedsbrev her: https://www.carlsensplaner.dk/tilmeld-dig-nyhedsbrev/
Artiklens forfatter og formål
Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.
Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvad kan vi lære af nævnets afgørelser? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.