Vil man klage over et påbud, så skal der være nedlagt et påbud…

I en speget sag fra Kolding afviser Planklagenævnet at behandle en klage over et påbud om fysisk lovliggørelse. Klageren vil rette sig efter påbuddet men forventer et nyt påbud mod den påtænkte, fremtidige anvendelse. Det er altså en klage over et påbud, som kommunen endnu ikke har nedlagt. Derfor er der ingen afgørelse, nævnet kan forholde sig til.

Stop publikumsorienteret serviceerhverv

I 2022 giver Kolding Kommune et påbud til en ejendomsejer i et sommerhusområde: Alle former for fitness-aktiviteter, teambuilding og polterabender skal stoppe. Udendørs træningsredskaber skal fjernes.

Aktiviteterne på ejendommen er i strid med lokalplanen, som kun tillader liberalt erhverv, der kan udøves i en bolig. De har et omfang, der gør, at der er tale om publikumsorienteret serviceerhverv. Kundestrømme og parkering skaber gener for sommerhusejerne i området.

Klage over påbud som ikke er nedlagt

Ejeren af ejendommen klager til Planklagenævnet. I klagen fremgår det, at hun vil fjerne de udendørs træningsredskaber. Der vil ikke længere blive afholdt polterabender eller teambuilding på ejendommen. Fremover vil der kun være personlig træning indendørs.

Kommunens påbud drejer sig om de aktuelle forhold, som klageren vil rette op på, konstaterer Planklagenævnet. Ikke om, hvorvidt det påtænkte, fremtidige forhold er i strid med lokalplanen. Ejendomsejeren klager altså over et påbud, som endnu ikke er givet. Når der ikke er truffet en afgørelse, kan nævnet ikke behandle klagen.

Mere information

Planklagenævnets afvisning af klagen over det forventede påbud.

Gå ikke glip af nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af artiklerne om Planklagenævnets afgørelser, så tilmeld dig mit nyhedsbrev her: https://www.carlsensplaner.dk/tilmeld-dig-nyhedsbrev/

Artiklens forfatter og formål

Jeg er arkitekt og har arbejdet som byplanlægger siden 2003. Først i kommunal forvaltning, nu som selvstændig byplankonsulent hvor jeg laver lokalplaner for kommuner og udviklere. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for en hånd til en lokalplan.

Planklagenævnets afgørelser er lange og detaljerede. Jeg læser afgørelserne for at bliver klogere selv: Hvordan undgår vi kommunal planlægning, som bliver underkendt i Planklagenævnet? Jeg deler min læsning for at give dig et hurtigt overblik over indholdet, som jeg ser det. Det er ikke en juridisk tolkning, autoriseret af nævnet. Hvis du vil vide præcist, hvad nævnet har skrevet, så klik på linket ovenfor.

Share Post :

More Posts